Flere flygtninge og indvandrere skal i arbejde!
Debatindlæg af Kristian Pihl Lorentzen. MF for Venstre
8 ud af 10 personer med dansk oprindelse er i arbejde, hvorimod det kun er knap 6 ud af 10 personer med ikke-vestlig baggrund. Denne forskel er et problem – økonomisk og menneskeligt. Dertil kommer parallelsamfund, som bygger på værdier, der ikke harmonerer med dansk lov og levevis.
Venstre har i mange år været ambitiøse på integrationensområdet, men vi er langt fra i mål. I løbet af de næste 10 år er målet, at få udjævnet skellet mellem ikke-vestlige indvandre og danskere i arbejde. Derfor foreslår Venstre at afskaffe muligheden for at komme til Danmark og modtage sociale ydelser. S-regeringen valgte at gå en anden vej ved at hæve ydelserne til arbejdsløse med ikke-vestlig baggrund. Det er gift for integrationen.
Samlet set koster indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund det danske samfund svimlende 33 mia. kr. om året. Jeg glæder mig derfor over, at Venstre har fremlagt et ambitiøs udspil med 10 forslag. Herunder at man får valget mellem at tage en uddannelse eller finde et arbejde – alternativt blive sat i gang med et nyttejob.
Færre indvandrere skal på førtidspension, ydelser til arbejdsløse indvandre skal sænkes og flere indvandrerkvinder skal i arbejde. Alt sammen til gavn for integrationen og økonomien.
Kommentarer