Flere byer kan gå sammen om at invitere Landdistriktsudvalget
Viborg Kommunes landdistriktsudvalg har allerede holdt syv møder i kommunens mindre byer og landsbyer. Udvalget opfordrer nu også borgere i mindre byer til arbejde sammen om fælles invitation til borgermøde med udvalget.
Et af de steder, Landdistriktsudvalget har besøgt, er Romlund, og her mødte også borgere fra Knudby og Kirkebæk op. Det gik ifølge formand for Forsamlingshuset i Romlund, Jette Axelsen, rigtig godt.
– Vi var inddelt i små grupper, så kunne alle komme til orde. På den måde kunne flere emner komme frem, og i opsamlingen på tværs blev det klart, hvad der fylder noget hos borgerne – både i de enkelte byer og på tværs.
Også Landdistriktsudvalget synes, at det fungerede rigtig godt med flere byer fra samme område til et fælles møde. Ud over at imødekomme invitationer fra enkeltstående byer som hidtil, vil de derfor nu også prioritere møder, hvor to eller flere byer har slået sig sammen om at invitere udvalget til en snak om, hvordan det kan blive endnu bedre at bo i netop deres område.
Udfordringer og glæde
Udvalgsformand Mette Nielsen er generelt rigtig glad for det udbytte, som hun og de øvrige udvalgsmedlemmer får med hjem fra møderne i kommunens mange hjørner og kroge.
– Vi har fået utrolig meget viden om livet i vores landsbyer og mindre byer ved at holde åbne borgermøder i tilknytning til vores udvalgsmøder. Nu ved vi mere om de udfordringer, landsbyboerne oplever i hverdagen. Og vi har også – til hvert eneste møde – oplevet hvor glade og stolte borgerne er, når de taler om deres hjembyer. Derfor vil vi på de kommende møder bede lokalområdet om at forberede noget inden mødet, som områdets borgere er stolte af, og som udvalget og eventuelt andre lokalområder kan lære noget af.
Udvalget har prøvet sig frem og er landet på en mødeform, hvor udvalgsmedlemmerne fordeles ved forskellige borde. Det giver mulighed for, at alle borgere kan fortælle politikerne, hvad de har på hjerte og stille spørgsmål til dem.
Borgere og byer, som gerne vil invitere udvalget på besøg, kan kontakte Landdistriktsudvalgets medlemmer eller chef for landdistriktsudvikling, Hanne Nissen Toksvig.
Kommentarer