Samfund

Fjordklyngehuset i Låstrup får del i millionstøtte fra Nordea-fonden

Fjordklyngen er i gang med at transformere den gamle Låstrup skole, så den kan blive til et moderne mødested og informationscenter for hele området, hele året. Tilskuddet fra Nordea-fonden er målrettet udendørsfaciliteterne. Illustration: Viborg Kommune

I Fjordklyngelandsbyen Låstrup er man i gang med ombygning af et kulturhus, der favner seks landsbyer, så der gives plads til flere aktiviteter og skabes et uderum med adgang til den tilstødende natur. Det er blot ét ud af i alt 15 projekter i Midtjylland, som Nordea-fonden nu giver tilskud til

Låstrup gamle skole har i mange år fungeret som værested og kulturhus for borgerne i seks landsbyer i område og har ad flere omgange fået både kommunal støtte, LAG-midler og fondsmidler til at renovere og modernisere Kulturcenter Værestedet, så det bliver et mangfoldigt ’Fjordklyngehus’, et kulturelt samlingssted for borgere i Fjordklyngen.

Klyngen består af de seks landsbyer, Skals, Sundstrup, Skringstrup, Ulbjerg, Nr. Rind og Låstrup med tilsammen 4.000 indbyggere. Huset ombygges, så det understøtter og muliggør flere aktiviteter, blandt andet håndværk og håndarbejde som vævning og trædrejning, strikkearrangementer, yoga, Fjordklyngens Cykelklub, børnefodbold, foredrag, livestreaming fra Aarhus Universitet, fællesspisning, ølbrygning, bridge, musik og fællessang.

Tilskuddet fra Nordea-fonden skal bruges til ombygning af lokaler, der giver direkte adgang mellem huset og et opgraderet gårdrum og skal invitere borgerne ud i naturen, for eksempel på vandring og cykling på Fjordklyngens MTB-rute, Kirkestien samt den nærliggende Himmerlandssti og Hærvejen.

Skitse over planen for ombygningen af Låstrup skole til et fælles kultur- og aktivitetscenter for seks landsbyer i Fjordklyngen. Tilskuddet fra Nordea-fonden er målrettet udendørsfaciliteterne. Illustration: Viborg Kommune

15 projekter i Midtjylland

Projektet i Randers er blot ét af 15 projekter i Midtjylland, som tilsammen får 12,2 millioner kroner. Dermed er Midtjylland den region i landet, der tilgodeses med flest midler fra Nordea-fonden.

De øvrige projekter fordeler sig på følgende byer: Tre i Aarhus C, to i Viby J samt et i henholdsvis Låstrup ved Viborg, Ringkøbing, Tarm, Ørum Djurs, Skanderborg, Holstebro, Grenaa, Balle, Herning og Øster Assels.

54 projekter i hele landet

I alt har 254 kultur- og aktivitetshuse i de seneste måneder budt ind med ideer og aktiviteter, der på forskellig vis kan styrke foreningslivet og de lokale fællesskaber i Danmark. 54 konkrete projekter på landsbasis får nu støtte af Nordea-fondens Kulturhuspulje.

– I de lokale kultur- og aktivitetshuse rundt omkring i landet ser vi lige nu et kæmpe engagement og en stor lyst til at skabe aktiviteter, der kan bringe os sammen på nye måder. Nordea-fonden glæder sig over at kunne bakke op om kulturhusene og de mange lokale ildsjæle bag projekterne, så de kan forløse noget af det store potentiale. Dørene bliver åbnet til nye mødesteder og sociale arrangementer, hvor vi sammen kan skabe flere gode liv. Samtidig er det en stor gevinst, at mange af de støttede projekter både har grønne ambitioner og konkrete planer om at række ud til flere nye brugere – ikke mindst de unge, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Samlet uddeler Nordea-fonden støtte for i alt 38 millioner kroner og dermed hæves den oprindelige uddelingsramme på 25 millioner kroner med yderligere 14 millioner for at imødekomme den store efterspørgsel og interesse, som puljen har affødt rundt omkring i landet.

Grøn ansvarlighed og bæredygtighed    

Fællesnævneren for størstedelen af de 54 projekter, der nu får støtte af Nordea-fonden, er et stort fokus på social ansvarlighed – og ikke mindst bæredygtighed, når det gælder miljø og klima. I støbeskeen er eksempelvis Co2-besparende fællesspisninger, urban gardening, foredrag om bæredygtigt byggeri, klimavenlig mad og regenerativt landbrug samt nye værksteder for grønne iværksættere og mødesteder, hvor klimaet er på dagsordenen.

Foruden de mange, nye grønne tiltag, er der mange projekter, hvor social ansvarlighed er et vigtigt omdrejningspunkt. Det gælder blandt andet hos Kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen i København, hvor man har planer om at lave et mobilt kulturhus, der kan bringe kunst og kultur tæt på borgerne i de almene boligområder i bydelen.

Nye mødesteder til unge

Udover de grønne ambitioner har en stor del af projekterne fokus på at udvikle aktiviteter til mange af de befolkningsgrupper, der ikke på forhånd bruger kulturhusenes tilbud, ikke mindst unge samfundsborgere.

Nye projekter, udviklet af unge til unge, er blandt andet på vej i den gamle stationsbygning i Tarm (Furniture Station) og på Mors, hvor UNG KULT vil etablere et nyt, bæredygtigt unge-medborger- og kulturhus. Kulturfabrikken i Nykøbing Falster, Guldborgsunds eneste børne- og ungekulturhus, etablerer helt nye udendørs faciliteter med Nordea-fondens støtte, mens Ungehuset Værket i Vejle vil give de unge mulighed for at prøve kræfter med selv at skabe kulturarrangementer og samtidig søsætte nye spændende tiltag, som for eksempel en kulturbus, der kan bruges til pop-up koncerter og fællesspisninger.

Fakta om Kulturhuspuljen

Kulturhuspuljen giver kulturhuse (kommunal såvel som foreningsdrevne), medborgerhuse, forsamlingshuse og lign. institutioner mulighed for at udvikle deres mødested og udvikle nye aktitiveter i deres lokalområde. Puljen var åben fra jaunar til maj 2023, hvor i alt 254 kulturhuse har søgt om støtte. På grund af stor efterspørgsel har Nordea-fonden hævet den samlede uddelingsramme fra 25 til 36 millioner kroner. Projekter modtager fra 200.000 og op til en million kroner i støtte.

Selvom Kulturhuspuljen nu er lukket for nye ansøgninger, er det stadig muligt at søge om støtte til lignende projekter og aktiviteter hos Nordea-fonden. Under fokusområdet ’Liv i det lokale’ kan der søges op til 200.000 kroner, mens større projekter kan realiseres under fokusområdet ’Lyst til at deltage’.

Læs mere om mulighederne på Nordea-fonden.dk 

15 kulturhuse i Midtjylland får i disse dage besked om, at de har modtaget støtte fra Nordea-fonden. Dermed tegner regionen sig for flest støttede projekter. Illustration: Nordea-fonden

Kommentarer