Fire måneders fængsel for vidnetrusler
En 54-årig mand er blevet idømt fire måneders fængsel for blandt andet at have truet en kvinde, der skulle vidne mod ham i en retssag. Truslerne blev blandt andet fremsagt via telefon.
Retten i Viborg har mandag idømt en 54-årig mand fra Viborg fire måneders ubetinget fængsel – primært for overtrædelse af straffelovens § 123, der omhandler vidnetrusler.
Truslerne blev fremsagt i efteråret mod en 46-årig kvinde, der i fremtiden skulle afgive vidneforklaring i retten mod den 54-årige mand, som var tiltalt i en anden sag.
Her havde manden både via opkald og med sms’er og beskeder på den forurettedes telefonsvarer forsøgt at true denne til at trække sig som vidne mod ham i den anden sag, som omhandlede spirituskørsel.
Derudover blev manden også dømt for i november sidste år at have opsøgt kvinden på hendes privatadresse, hvor han var kommet med flere truende udtalelser.
Den 54-årige mand blev samtidig kendt skyldig i forholdet vedrørende spirituskørsel, mens han også blev dømt for i samme omgang at have kørt bilen, selvom om han var frakendt sin førerret.
Under sin anholdelse vedrørende de tre ovenstående forhold fremsagde den pågældende mand også enkelte skældsord mod de to betjente, der fragtede ham til arresten. Derfor blev han også kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 121.
Dommen blev anket.
Kommentarer