Viborg By

Her finder du masser af inspiration til at holde ferie i din egen kommune

Du behøver ikke tage langt væk for at få gode ferieoplevelser. Viborg Kommune byder på et hav af muligheder, som kan findes i forskellige foldere og rutekort. Foto: VisitViborg

Det er midt i højsæsonen, og hos VisitViborg er man klar til at tage imod gæster, der mangler inspiration til deres aktive ferie på Viborg-egnen. 

Her er hylderne nemlig fyldt op med kortmateriale fra Hærvejen, Gudenåen og Limfjorden og de mere lokale ruter i Undallslund, Viborg Naturpark og Kongenshus. Det er altså ikke småt med muligheder, uanset om man vil vandre, cykle, løbe eller blot på tur i naturen.

– Her på Viborg-egnen har vi områder, som appellerer til alle aldre, uanset om det er familier med børn, par eller de der ønsker en mere action-præget ferie, fortæller Janne Kragh Pedersen, turismekonsulent hos VisitViborg, og henviser til de mange MTB-ruter, som er kommet til gennem tiden. 

Hærvejen er stadig populær

God tid til at opleve naturen, historien og hinanden på tætteste hold appellerer fortsat til mange, der ønsker at prøve kræfter med Hærvejen på den mere end 500 km varierede vandre- og cykelrute op gennem Jylland. Strækningen behøver man ikke udforske på én gang, den kan heldigvis tages i etaper og endda opleves over flere ferier.

– Rigtig mange henvender sig for at få vejledning til deres ferie på Hærvejen, og endnu flere køber kortmaterialet i vores webshop og her i butikken. Det ser vi dels som et udtryk for en voksende interesse for den historiske Hærvej dels for, at folk rigtig gerne selv vil planlægge deres tur. Vi får selvfølgelig også mange henvendelser fra gæster, som lige skal have de sidste detaljer på plads, inden de begiver sig afsted, fortæller Janne Kragh Pedersen.

Kort hitter

Generelt efterspørger både de internationale og nationale gæster materiale over ruter og oplevelser i naturen, som kan inspirere og skal gøre det nemmere at planlægge turen. Derfor kan man hos VisitViborg igen i år møde et godt og stort udvalg af kort og foldere, der kan hjælpe gæsterne på vej mod de bedste oplevelser. To nye kort er netop kommet retur fra trykken:

– Vi har lavet et nyt cykelkort, der skal gøre det nemmere for vores cyklende gæster at finde de gode cykelruter, opleve seværdigheder og attraktioner undervejs, og et nyt lystfiskerkort, der skal vise hen til vores bedste fiskepladser og samtidig give information om regler for fiskeri, fangstperioder og mindstemål, fortæller Janne Kragh Pedersen. 

Der efterspørges også i stor stil foldere og kortmateriale over andre steder i Danmark. Derfor er der nu også fyldt op på hylden med cykelkort fra hele Danmark. Og som noget nyt er det nu også muligt for autocamperfolket at få fingre i den populære bog over autocamperpladser i Danmark.

Kommentarer