Feriemagasin 2018 klar til Viborg-egnens gæster og turister
Feriemagasinet 2018 for hele Viborg-egnen er netop udkommet og er allerede ved at blive distribueret rundt i det ganske land for at give gæster og turister inspiration til planlægning af ferie og fridage i det kommende år.
– Vi er glade for det nye magasin. Ikke mindst på grund af den gode opbakning fra annoncørerne, det er
dejligt, at mange fra turisterhvervet har ønsket at være repræsenteret i magasinet, fortæller
bureauleder Nadia Mogensen.
Nadia Mogensen har sammen med Specialtrykkeriet Arco været tovholder på produktion af magasinet.
– Hos Specialtrykkeriet Arco er vi stolte over, at vi har fået lov at sætte vores præg på det nye
feriemagasin, og dermed præsentere Viborg og hele Viborg-egnen på bedste vis. Vi synes magasinet
er blevet indbydende. Farverne, layoutet og billederne i magasinet passer godt til det signal, VisitViborg ønsker at sende, for Viborg-egnen har jo særdeles meget at byde på. Det har været en god
arbejdsproces og en fornøjelse at arbejde sammen med hele teamet hos VisitViborg, siger Leif
Lindegaard fra Specialtrykkeriet Arco.
Niels Sønderby fra reklamebureauet Manguster har hjulpet med friske tekster til magasinet. Om
samarbejdet siger Niels Sønderby fra Manguster:
– Jeg er rigtig glad for at have været med på holdet bag det nye magasin og håber, at mine tekster kan være med til at inspirere, så læserne bliver fristet til at besøge Viborg og omegn. Det flotte billedmateriale, som magasinet er krydret med, er dels fra VisitViborgs eget store billedarkiv og dels nye fotos og billeder, leveret af Maagaard Photos.
Allerede i starten af januar bliver magasinet distribueret på messen ”Reiseliv Oslo”, hvor VisitViborg
deltager med repræsentanter fra turisterhvervet.
– Det er fantastisk, at vi i magasinet kan præsentere den palet af muligheder, vi har i Viborg og i
omegnen, og endda på en indbydende måde. Så er der større chance for at tiltrække flere gæster og
turister. Vi er meget glade for den fine opbakning fra turisterhvervet, og engagementet fra
Specialtrykkeriet Arco og Manguster. Det vidner om stor lyst til at vise det bedste af det bedste på
Viborg-egnen, slutter turistchef Charlotte Kastbjerg
Kommentarer