Dollerup

Femte udgave af Niels Bugge Cartoon Award slog atter rekord

Se billedserie Alle 121 udtagne forslag samt skoleelevernes bidrag var udstillet på placher på plænen uden for Dollerup Mølle. Et udvalg af dem vil fra i morgen mandag 29. maj blve udstillet på Den Sorte Diamant i København. Foto: Viborg Netavis

Lørdag var indehaverne af Niels Bugges Kro, Gitte og Poul Nielsen, endnu engang værter for ved eventet Niels Bugge Cartoon Award. Det er femte gang det uofficielle verdensmesterskab i satiretegning løber af stablen – og i år med rekordmange bidrag fra 70 forskellige lande.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, så Dollerup Mølle tog sig ud fra sin smukkeste side, da stedet, som er en del af Niels Bugge Kro, lagde lokaler til 2017-udgaven af Niels Bugge Cartoon Award. Det er femte gang arrangementet afholdes, og for hvert år er det bare vokset.

Den internationale rækkevidde for konkurrencen blev atter understreget, idet de tre tegnere i opløbet var fra henholdsvis Belgien, Serbien og Ukraine. De var valgt ud mellem mere end 1300 tegninger fra satiretegnere fra hele verden – 300 flere end sidste år.

Belgisk vinder

Juryen havde som i de foregående år udvalgt 121 tegnere til den endelige bedømmelse og i går lørdag 27. maj, blev det afsløret, at en enig jury havde valgt at tildele årets 1. plads til den belgiske tegner Pieter De Jaegher med sin fortolkning af årets emne “Kommunikation”. Han blev tæt fulgt af ukrainske Alexandr Pshenyanikov og serberen Vladan Nikolic.

Vinderen, som var en del yngre end sine mednominerede, modtog prisen med stor ydmyghed.

– Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige – men jeg er er meget rørt og stolt, sagde den unge tegner, som udover at tegne har en Master’s degree i politisk videnskab fra Ghent Universitet, og han arbejder som tjenestemand for den belgiske regering. I 2017 startede han som professionel freelance illustrator og kunstner.

Junior Award

Cartoon Award for andet år bedt de viborgensiske 8. klasser om at deltage i en sideløbende konkurrence. Cirka 100 børn fra forskellige skoler tog imod invitationen og har indleveret bidrag.

Den sideløbende konkurrence er sat i søen fordi det er interessant at se, hvordan danske børn opfatter årets tema i sammenligning med de professionelle tegnere. “Deres bidrag viser, hvad danske børn i Viborg er optaget af”.

Vinderen blev Camilla Bay Hansen fra 8. B på Søndre Skole i Viborg med sit bidrag, der var en kommentar til Donald Trumps afskaffelse af Obama Care.

Præmien her er en picnictur for hele klassen ud til Niels Bugges Kro samt en udflugt til Den Soret Diamant i København, hvor et udvalg af de 121 udvalgte satiretegninger, vil blive udstillet fra i morgen mandag 29. maj.

Kultur og erhverv

Til overrækkelsen deltog omkring 100 gæster: tegnere, kultur- og erhvervsfolk, politikere og embedsmænd fra kommunen. Forud for prisoverrækkelsen var flere af de inviterede gæster på talerstolen, hvor de på forskellig vis causerede over ‘kommunikation.

Formand for Kultur og Fritid, Per Møller Jensen (S), påpegede blandt andet, at de unge skoleelever med deres deltagelse i junior-udgaven af konkurrencen fik nogle redskaber til at “navigere i mængden af visuel kommunikation.

Han fremhævede også event’et som en styrke for ikke bare Viborg Kommune men for hele landet og henviste til kommunens netop besluttede kulturstrategi, hvor et af punkterne har overskriften ‘Kultur og erhverv’.

– Cartoon Award afspejler på mange måder ånden i de tanker, kulturudvalget har formuleret i den nye strategi. Award’en er jo født i et idé-rigt grænseland mellem kultur og erhverv. I første omgang mellem cartoon-kunstnerne og jer, Gitte og Poul Nielsen. Og senere – og det er ekstra glædeligt – med bred opbakning fra mange andre virksomheder og kulturaktører, sagde han.

Kommunikation er godt

Justitsminister og tidligere borgmester i Viborg Kommune, Søren Pape Poulsen, var også på talerstolen. Som borgmester havde han en finger med i spillet, da værtsparret fra Niels Bugge i sin tid opfandt eventet, og han har deltaget ved prisoverrækkelsen i alle årene.

Som sin tidligere byrådkollega fremhævede han, at eventet er med til at sætte Viborg på landskortet. Derudover talte han om glæden ved, at man i dag kan kommunikere med hinanden på alle mulige platforme, på tværs af landegrænser og andre grænser.

– Kommunikation betyder fremskridt, det gør alting nemmere, sagde han, men påpegede samtidig, at verden er udfordret af, at det i den store mængde af kommunikation kan være svært at hitte rede på, hvad er sandt og falsk – blandt andet på de sociale medier, påpegede han og manede til, at man ikke “lukker af”.

– Det er vigtigt, at vi lytter til hinanden og giver plads til alle meninger. Hvis vi kun taler med og lytter til dem, vi er enige med, hvordan skal vi nogensinde begynde at forstå folk, som tænker på andre måder, sagde han og rundede af:

– Kommunikation er også, at vi er her i dag, hvor vi mødes og taler sammen på tværs af lande og nationaliteter. Sådan noget skulle vi have meget mere af i verden.

Hård og blød underholdning

Efter taler og prisoverrækkelser var vinderen af Danmark Har Talent, Johanne Astrid, på scenen med sit band Jo & the MoFo. Her fyldte de festlokalet med hårdtslående rock, der fik tilhørerne helt op af stolene.

Efterfølgende var en anden kendis, nemlig Anders Lund Madsen, på scenen. Godt nok på et afbud, lod han tilskuerne forstå, men det var der vist ingen der ærgrede sig over.

Han leverede et muntert oplæg om kommunikation –med underholdende eksempler på det omtrent det modsatte.

Hele herligheden blev med sikker hånd knyttet sammen af mange-årig TV-vært, Camilla Ottesen, som for andet år i træk var hyret ind til at lede slagets gang.

Kommentarer