Viborg By

Fem socialpædagoger under Sundhed i Viborg Kommune har fået Socialpædagogernes Pris

Den Socialpædagogiske Pris er i år gået til Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune for deres pionerindsats på demens- og ældreområdet. 

Fem socialpædagoger har på Socialpædagogernes kongres fået anerkendelse for deres arbejde med ældre hjemmeboende borgere og pårørende til mennesker med for eksempel Parkinsons eller demens. Socialpædagogerne arbejder alle på Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune, og de blev hyldet for deres gode indsats i arbejdet, da de i går modtog Socialpædagogernes pris på årets kongres.

I begrundelsen lød det blandt andet, at de får prisen for en vaskeægte pionerindsats for at forebygge ensomhed – og for at løbe forrest i arbejdet med at vise, hvor vigtigt det er at sætte socialpædagogik i spil på ældreområdet, hvor det ellers klassisk er hvor det ellers klassisk er pleje, omsorg og rehabilitering, der er i højsædet.

Prisen er gået til de fem socialpædagoger – Camilla Thomsen, Frank Kragh Ørnstrup, Nanna Lindholdt Grøn Caroc, Tina Ehlert og Helle Riisgaard Jensen.

– Vi er stolte over at bliver anerkendt for det pionerarbejde, vi udfører. Og vi håber, at det er med til at vise, hvor vigtigt det socialpædagogiske arbejde er indenfor ældreområdet. For socialpædagogikken tager afsæt i vores værdier om nærvær, samvær og mestring. Det er gennem relationsarbejdet, vi når rundt om det hele menneske og gør en forskel, siger Helle Riisgaard Jensen på vegne af gruppen.

Socialpædagogerne er ansat på flere forskellige adresser rundt om i kommunen, men arbejder alle særligt med opgaver, der handler om relationer/kontakt og forebyggelse af ensomhed, så man kan være med til at sikre trivsel og livskvalitet blandt ældre, hjemmeboede borgere i kommunen. Det sker gennem aktiviteter som fx kreative værksteder, sang og musik, madgrupper og motionshold på forskellige niveauer. Mellem aktiviteterne er borgerne velkomne til at hænge ud sammen med de andre ældre over et spil kort, en bid brød eller en kop kaffe. En del af socialpædagogerne arbejder også i Brobyggerteamet, som tager rundt og besøger ensomme og isolerede ældre borgere i deres hjem.

Formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, fremhæver særligt deres indsats på at bringe socialpædagogik ind i arbejdet.

– Det er virkelig tydeligt her, hvordan vores fag er med til at give ældre borgere et værdigt liv. Mange kommuner kunne lære af, hvordan socialpædagoger bliver brugt i ældreplejen her i Viborg, siger Benny Andersen.

Også Viborg Kommunes borgmester er stolt af, at ansatte i kommunen har vundet en pris:

– Vi er rigtig glade for prisen. For mig fortæller den om en innovativ tilgang til vores kerneopgaver, hvor vi tager udgangspunkt i borgernes behov og situation. For eksempel tænker vi bevidst alle relevante faggruppers kompetencer ind i opgaveløsningen, hvor der er mulighed for det. Socialpædagogernes bidrag til at udvikle aktivitetstilbud til de ældre borgere er et rigtig godt eksempel på den forskel, faglige kompetencer kan gøre, siger borgmester Ulrik Wilbek, som også er formand for socialudvalget i KL.

Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune blev valgt ud af i alt 121 indstillinger. Prisen er på 30.000 kroner.

Kommentarer