Fem partier i Viborg Byråd enige om ansvarligt budget med klare omprioriteringer
Fredag blev 30 ud af 31 medlemmer i Viborg Byråd enige om budgettet for 2023, hvor der tilføres ekstra penge til en række områder, ligesom der indgår en række besparelser.
Der bliver tilført ekstra penge til både skolerne og socialområdet, mens ældreområdet tilføres midler for at opveje det stigende antal ældre i kommunen.
Det er nogle af overskrifterne i Viborg Kommunes budget for 2023, hvor politikerne samtidig peger på finansiering via en række besparelser, der blandt andet omfatter administrationen.
Det var resultatet, da repræsentanter fra Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Alternativet i Viborg Kommune fredag blev enige om rammerne for budgettet for det kommende år.
– Jeg er glad for, at 30 ud af 31 medlemmer af byrådet er blevet enige om de overordnede rammer for budgettet i 2023. Det har været en vanskelig opgave, fordi der er behov for flere penge til blandt andet socialområdet og skolerne, samtidig med at Viborg Kommune får færre penge i bloktilskud, fordi vores andel af den samlede befolkning er faldende. Derfor er jeg også glad for, at vi er blevet enige om et ansvarligt budget, så vi sikrer den langsigtede økonomiske holdbarhed, siger borgmester Ulrik Wilbek om aftalen.
Penge til social- og skoleområdet
Aftalen betyder blandt andet, at der tilføres 15 millioner til socialområdet, der ligesom i mange andre kommuner er under pres på grund af stigende udgifter.
– Jeg er glad for, at vi er i stand til at tilføre 15 millioner kroner ekstra til socialområdet til gavn for de mest udsatte borgere i Viborg Kommune. Det betyder desværre ikke, at vi er ovre alle udfordringer, men det gør det fremtidige arbejde med at sikre et velfungerende socialområde lidt nemmere, siger Ulrik Wilbek.
Også på skoleområdet er der lagt op til en ekstra tilførsel på 10 millioner kroner om året. Tilførslen af de ekstra midler forudsætter, at en aftale om fremtidens folkeskole i Viborg Kommune falder på plads.
På ældreområdet er der tilført 9,9 millioner kroner til at kompensere for det stigende antal ældre borgere i kommunen, svarende til det beløb, som Viborg Kommune har fået ekstra i forbindelse med økonomiaftalen mellem KL og regeringen.
Nye initiativer
Udover store initiativer på skole, ældre og socialområdet har flertallet bag aftalen også fundet plads til en række nye initiativer.
Det gælder blandt andet yderligere fokus på Viborg Kommune som frivillighedskommune og øget indsats mod socialt bedrageri, ligesom der afsættes yderligere 17 millioner i budgetperioden til energirenoveringer af kommunale bygninger.
Partierne er også enige om yderligere at fremme en investeringstankegang for at øge forebyggelsesindsatsen på eksempelvis beskæftigelses-, social-, sundheds- og familieområderne.
Besparelser
Finansieringen af budgetforslaget skal blandet findes via besparelser på administration på 15 millioner kroner og fjernelse af den hidtidige budgetbuffer på 15 millioner kroner.
– Det er aldrig let at finde besparelser, men når vi vælger at prioritere nogle områder, er vi selvfølgelig også nødt til at pege på andre, hvor vi kan reducere vores udgifter, siger Ulrik Wilbek.
Hovedelementer i budgetforliget
- Socialområdet tilføres 15 millioner kroner årligt fra 2023 og frem til at dække det stigende pres med flere borgere med stort behov for støtte
- Skoleområdet tilføres 5 millioner kroner årligt i 2023 stigende til 10 millioner kroner årligt i 2024 og frem for at imødegå udfordringen med det faldende elevtal
- Ældreområdet tilføres 9,9 millioner kroner årligt i 2023 svarende til det beløb, som Viborg Kommune har fået ekstra i forbindelse med økonomiaftalen mellem KL og regeringen.
- Administrationen reduceres med 15 millioner kroner årligt årligt fra 2023
- Der indarbejdes en ½ procent i reduktioner og effektiviseringer af serviceudgifter i 2024-26. Det betyder en reduktion i 2024 på 20 millioner kroner årligt, stigende til 40 og 60 millioner kroner årligt i 2025 og 2026.
- Skatten holdes uændret
Kommentarer