Fem mænd dømt for omfattende bedrageri
Fem mænd er i dag ved retten i Viborg blevet dømt i en omfattende sag om blandt andet bedrageri af særlig grov karakter. De fik mellem 4 måneder og 3 års fængsel.
I retten i Viborg er der i dag faldet dom i en omfattende sag om blandt andet bedrageri af særlig grov karakter. Fem mænd i alderen 27 til 39 år var tiltalt for en række forhold, heriblandt bedrageri af særlig grov karakter. Alle fem mænd var tiltalt for bedrageri af særlig grov karakter ved at have brugt andre personers Nem-ID til at optage en række lån hos långivere, oprette benzinkort og lignende. Lån og kreditter, som ingen af dem havde hverken vilje eller evne til at tilbagebetale. Forholdene omfattede også en række forsøg på lignende. Derudover var flere af mændene tiltalt for andre forhold.
I alt omfattede anklageskriftet 70 selvstændige forhold om forsøg på bedrageri, bedrageri, bedrageri af særlig grov karakter og momssvig af særlig grov karakter, der er foregået i perioden fra oktober 2015 til juli 2019. De to mænd, som blev betragtet som hovedmændene, var begge tiltalt i mere end 50 bedrageriforhold i sagen.
Den 37-årige og den 39-årige, som politiet betragtede som hovedmændene blev idømt fængsel i henholdsvis 3 år og 1 år og 6 måneder.
De øvrige tiltalte blev idømt fængsel i henholdsvis 4 måneder (betinget), 9 måneder (betinget med vilkår om samfundstjeneste) og 1 år.
Da dommen blev afsagt uden retsmøde, ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi endnu ikke, hvordan de dømte forholder sig til dom og strafudmåling. Anklagemyndigheden kender af samme årsag heller ikke detaljerne i dommen, og hvorvidt de tiltalte er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.
Kommentarer