Debat og politik

Fem høns eller blot en lille fjer?

Af Grethe Ulstrup, Venstre

Kandidat KV25, Viborg Kommune

Viborg Kommune bruger som bekendt store ressourcer på planlægning af kæmpestore industrianlæg med solcellemarker og vindmøller. Det undrer mig mere og mere som daglig læser af finansnyhederne. Hvad er det egentlig, den store mængde vind/solenergi skal anvendes til?

Så vidt jeg kan forstå, er det stort set Power-to-X (PtX), der skal være slutproduktet. På finanssiderne er der den ene overskrift efter den anden netop om dette emne:

“Storhed og fald for PtX” har trukket store overskrifter. Det drejede sig om Ørsted. Her er milliard efter milliard smidt i PtX, inden vi for få dage siden kunne læse om Ørsteds endelige retræte fra dette tabsgivende forretningsområde.

I en overskrift kunne man læse om en omvendt H. C. Andersen, nemlig “Når 5 høns bliver til en lille fjer”: Greengo, havde satset på et monsterstort vind/solanlæg “Megaton” på ikke mindre end 4000 ha til brug for PtX. Nu er den krympet 93,6 %, og PtX er opgivet i Danmark. Greengo arbejder nu på et projekt med solceller/PtX i Mauretanien, hvor der er dobbelt så mange solskinstimer som hos os, samtidig med at solen har meget mere power end i vores nordlige land.

Better Energy, som var landets største solcelleaktør, gik simpelthen konkurs.

Obton, som agerer med både sol- og vindanlæg, undgik i med nød og næppe en truende konkurs.

A2X, som ville bygge verdens største PtX-anlæg har opgivet projektet.

Sammenfattet kunne man nemt få den tanke, at de store planer i Viborg kommune også er en lille fjer, som er pustet op til fem høns.

Kommentarer