FDF Ørum sender overskudslager fra loppemarked til Ukraine
FDF Ørum har så stor succes med deres månedlige loppemarked, som glade givere hver uge tilfører så mange effekter, at man dårligt kan nå at få solgt tingene igen. Derfor besluttede man at ‘rydde hylderne’ og donere en stor portion til Ukraine, hvor tingene kan gøre gavn. Et stort læs blev sendt afsted forrige uge – og flere kommer nok til.
I årtier har FDF Ørum holdt loppemarked den første lørdag i måneden; og med stigende succes – ikke mindst efter man overtog og renoverede hele forpagtergården, som i dag er FDF Gården, hvor den ene længe bugner af loppeeffekter. Så mange, at man dårligt kan nå at få dem solgt til de ellers velbesøgte loppemarkeder.
– Vi har jo en overflod af gode ting, men også så mange, at vi dårligt kan nå at komme af med dem igen, fordi der hele tiden kommer mere, fortæller Torben Andersen, som sammen med sin hustru, Britta, og 13 andre frivillige styrer loppemarkedet på FDF Gården.
– Ind imellem har vi brug for at rydde op, og så bliver vi desværre nødt til at smide nogle at tingene ud for at gøre plads til nyt. Og det er jo næsten ikke til at holde ud, siger han.
Derfor besluttede man at donere en stor del af de overskydende loppeeffekter til Ukraine, hvor de krigsramte borgere mangler stort set alt.
Ideen fik Torben Andersen fra sin mor, Marna Andersen, der i december sidste år startede sin egen indsamling til Ukraine.
”Det handler om barmhjertighed”
Hun havde været til en middag for enlige hos Røde Kors i Viborg, og her var der et indlæg af Peder Degn Pedersen fra Hvidding, som arbejder på frivillig basis for den humanitære forening, Dienesmindes Venner, hvor han samler og ind imellem selv sidder bag rattet for at køre nødhjælp til Østeuropæiske lande; det seneste år særligt til Ukraine, hvor behovet er stort lige nu.
– Det, han fortalte, rørte mig dybt. Vi har så meget overflod, og vi kan ikke være andet bekendt end at hjælpe andre i nød. Det handler om barmhjertighed, siger Marna Andersen, som umiddelbart efter, og med rådgivning fra Peder Degn Pedersen, oprettede en indsamling på facebook.
Det blev en stor succes, som udmøntede sig i, at endnu et stort parti af nødhjælp er sendt til Ukraine.
Bistand i stedet for kassering
Inspireret af sin mors initiativ til og succes med indsamlingen besluttede Torben Andersen i samarbejde med FDF Ørums ledelse, at man skulle rydde grundigt ud i lageret af loppeeffekter og donere det til Ukraine.
– Vi tog kontakt til Peder Degn Pedersen for at høre, hvad der var brug for; og hans svar var: “Hvis der lige er sprunget en bombe i dit hus, så har du brug for alt”, fortæller Torben Andersen.
Så gik man ellers i gang med at rydde hylderne på FDF Gården for service, lamper, brødristere, kaffemaskiner og andet husholdningsudstyr, foruden tøj, sengelinned, puder, dyner og tæpper. Men også borde, stole, kommoder og andet møblement blev samlet sammen.
– Vi er så privilegerede, at vi modtager så meget, at vi dårligt kan nå at sælge det videre, så det er godt, at vi nu har fundet en løsning på at sende tingene videre, hvor de kan gøre gavn. Sidste år stod vi med for eksempel med 30 kaffemaskiner, som vi ikke kunne sælge, og vi endte med at smide dem ud. Tænk, hvilken forskel de måske kunne have gjort i Ukraine i dag. Så jeg er virkeligt glad for, at vi nu kan sende en masse nyttige ting til et folk, der mangler dem, siger Torben Andersen.
Første sending blev afleveret onsdag 18. januar.
Torben Andersen fortæller også, at man har planer om at fortsætte den praksis.
– Vi har løbende behov for at udskifte i varesortimentet til vores loppemarked, så det stadigt et attraktivt for købere, og som allerede nævnt bliver vi jo derfor også nødt til at skille os af med varer, vi enten har for mange af eller ikke kan få solgt. Og så er det jo oplagt, at vi også fremadrettet sender overskydende varer til Ukraine, lyder meldingen.
Derfor har FDF Ørum lavet en aftale med Peder Degn Pedersen om, at han efter hver loppemarked kigger forbi for at se, om der er ting og sager, der kan sendes videre til et godt formål fremover.
Påvirker ikke den lokale indsats
Indtjeningen, FDF Ørum får fra loppemarkedet, går til blandt andet til at støtte mindrebemidlede familier, så de kan sende deres børn med på udflugter og sommerlejr med FDF. Og det vil der ikke blive lavet om på, fastslår formand for FDF Ørum, Jørgen Boller.
– Jeg er stolt af, at vi har taget det her initiativ, også selvom det betyder, at der går noget fra vores egne lommer. Men det vil ikke gå ud over vores støtte lokalt, fastslår han og tilføjer:
– Vores overflod kan hjælpe andre i verden, men vi har også overskud til at hjælpe vores egne lokalt.
Kommentarer