Karup

Farvekraft ad helvede til

Instruktør Anne Moulvad er klar ved sin tredje store dokumentarfilm. Denne gang om maleren Jens Søndergaard. Pressefoto

Ny biograf-dokumentarfilm om maleren Jens Søndergaard har premiere i biograferne 4. marts. Stor opbakning blandt landsdelens 15 biografer, blandt andet Bjerringbro, Karup biografer og Fotorama i Viborg, der alle viser filmen.

Dokumentarfilmen er fyldt med historier og malerier af den største ekspressionistiske maler i Danmark, Jens Søndergaard. Også kaldet den danske Edward Munch.

Titlen på filmen ”Farvekraft ad helvede til” var Jens Søndergaards egen beskrivelse af sin kunst. Fyldt med farver og kendetegnet ved de brede lidt upræcise penselstrøg.

Svær opgave

Det er den tredje film, instruktør Anne Moulvad har lavet. Hun har tidligere haft succes med ”En stemme for livet” om Herning Kirkes Drengekor og ”Tangentspilleren” om musik geniet Kristian Marius Andersen.

– Det har været det sværeste benspænd, jeg har givet mig selv. Det kræver fantasi og nogle fortællemæssige greb og virkemidler at lave en dokumentarfilm om en mand, som har været død i godt 60 år, og dem som kendte ham, enten er borte eller over 90 år, udtaler Anne Moulvad.

Hun har blandt andet besøgt flere end 50 steder, hvor der hænger kunst af Jens Søndergaard. Hun har været i mange private hjem, på museer, Christiansborg, Aarhus Universitet og Thisted Bibliotek.

Stor opbakning

Filmen bliver fra den 4. marts og frem vist i samtlige 15 biografer i Midt- og Vestjylland, deriblandt Bjerringbro, Karup biografer og Fotorama i Viborg.

Yderligere oplysninger på www.jsfilm.dk

– Det er ikke nogen selvfølge at få vist en forholdsvis lille film i biograferne, men de er igen, som med mine forrige film, enestående i deres opbakning, udtaler Anne Moulvad.

Artiklen fortsætter under videoen…

220 værker vises i filmen

Filmen kommer rundt i hele Danmark, hvor der hænger malerier af Jens Søndergaard. Han er født på Mors, opvokset i Hurup Thy, men flyttede allerede som 21-årig til København, hvor han boede indtil han døde. Han vendte dog hele livet tilbage til vestkysten for at male. Både fra sit sommerhus i Bovbjerg og senere fra Stenbjerg i Thy.

Han var en af de største malere i Danmark, da han døde i 1957, kun 61 år gammel.

– Alle landets aviser skrev om det, og flere hørte det også i Pressens Radioavis. Der findes over 400 af hans værker på danske museer, og der er ikke en auktion hos Bruun Rasmussen, hvor han ikke er repræsenteret, oplyser instruktør Anne Moulvad., og tilføjer at i filmen vises 220 af hans malerier.

Direktøren for Statens Museum for kunst, Mikkel Bogh betegner Søndergaard i filmen som Danmarks Edward Munch.

– Han var en betydningsfuld kunstner, som fik anerkendelse, hyppigt havde udstillinger i Danmark og også i udlandet. Han var på mange måder en stor maler, og jeg mener, han er det stadigvæk.

Museumsdirektør på Kunsten i Aalborg beskriver også Jens Søndergaard som en stor maler.

– Han holder 100 procent, fordi han var en blændende maler. Det er de store spørgsmål han sætter på spidsen i sine værker. Det handler om menneskets forhold til døden, det handler om, hvad det vil sige at være menneske. Han er ekstrem aktuel, også den dag i dag.

En film om kunstens betydning

Filmen handler ikke kun om Jens Søndergaard, men også om kunstens betydning.

– På et lidt højere plan forsøger jeg at anskueliggøre hvilken værdi kunst har, og hvad den betyder for os, fortæller instruktør Anne Moulvad. Kunsten består, mens livet foregår og forgår. Vi lever vores liv foran kunst, og når vi forgår, så lever kunsten videre. Den går i arv, kommer på museer, og nye generationer får glæde af den.

I filmen siger radiovært Søren Dahl blandt andet, at Søndergaard har dannet klangbund for hele hans barndom. Han sad ofte på Thisted bibliotek omgivet af syv store Søndergaard malerier.

– Kunsten var til stede uden jeg anede noget om det i min barndom, og det gik op for mig som voksen, hvad han har betydet for mig, og han har været særlig for mig siden.

For sangeren Johnny Madsen har Jens Søndergaard altid stået som et forbillede. Han så også hans værker som barn, da hans grandonkel var kustode på Jens Søndergaard museet i Bovbjerg.

– Han er en fuldstændig unik maler. Han er en verdensklasse maler. Hans billeder var i min barndom helt anderledes. Normalt var det en and der piskede noget vand op på et par kronhjorte, men Søndergaard, det var rock and roll, udtaler Johnny Madsen, der selv maler i den ekspressionistiske stil.

Enighed blandt tidligere kulturministre

Fire tidligere kulturministre er også enige om, at kunne lide Jens Søndergaards malerier.

– Søndergaard malede noget der handler om livet og kontrasterne i livet f.eks. livet, døden og ungdom overfor alderdommen. Den store kunst handler, efter min mening, om de evige ting i tilværelsen, og her var Søndergaard stærk, mener Bertel Haarder.

Brian Mikkelsen synes Søndergaard er en fantastisk maler, og er især glad for hans menneske- og naturskildringer. Marianne Jelved betegner ham som en fremragende maler bl.a. fordi der altid er en fortælling i maleriet, som man kan identificere sig med. Uffe Elbæk er fascineret af Søndergaards værker, som han selv har haft hængende på sit kontor på Christiansborg. Han er er især vild med Søndergaards malerier med vand og hans abstrakte, naivistiske måde at male på.

Stor Søndergaard udstilling

Museet Heart i Herning viser i øjeblikket en stor udstilling med 120 af Søndergaards værker. Udstillingen er kommet i stand på baggrund af dokumentarfilmen, og flere af de udstillede værker er fra de private samlere som er med i filmen. Udstillingen vises frem til 19. august og dele af den flytter derefter til Øregaard Museum i Hellerup.

Kommentarer