Fantastisk: Vi hjælper igen kvoteflygtninge!
Debatindlæg af Mette Nielsen (S) byrådsmedlem i Viborg Byråd og folketingskandidat.
Jeg er som forventet rigtig glad for, at vi har fået en ny regering i Danmark, og at der sættes en anden retning på flere områder. Efter et par år med et fuldt stop for modtagelsen af kvoteflygtninge, så har regeringen bedt FN om igen at få kvoteflygtninge allerede fra 2019. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har orienteret FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, om, at Danmark igen vil tilbyde kvoteflygtninge genbosættelse i Danmark.
Beslutningen er i tråd med det forståelsespapir, som Socialdemokratiet udarbejdede kort før regeringsdannelsen.
Ud over den behandlingskrævende delgruppe har ministeriet orienteret UNHCR om, at det er regeringens vurdering, at Danmark igen fra 2020 kan genoptage den generelle kvoteflygtningeordning.
Det fremgår også af forståelsespapiret, som dog ikke sætter antal på.Tidligere har den årlige kvote været omkring 500.
Jeg er virkelig rigtig glad for, at vi i Danmark igen vil tage vores ansvar og hjælpe kvoteflygtninge. Det er de aller mest sårbare mennesker, som behøver hjælp fra fællesskabet! Jeg har haft det område som fokus i forskellige sammenhænge – lige såvel som familier og børn på Sjælsmark skal behandles både værdiget og respektfuldt. Derfor glæder det mig, at det allerede nu tydeligt kan ses, at vi i Danmark har fået en ny regering!
Kommentarer