Kultur

Fantasifulde og humoristiske Heerup-skulpturer flytter ind i Biblioteksparken

Kunstneren Henry Heerup i sin have i Rødovre, hvor han står med en af de skulpturer, som nu får plads i Biblioteksparken. Skulpturen er uden titel og skabt i begyndelsen af 1960’erne. / Foto Allan Daugaard Hansen, Heerup Museum

I dag onsdag 10. juni placeres 11 kunstskulpturer af den folkekære kunstner Henry Heerup i den nye bibliotekspark ved Hovedbiblioteket i Viborg.

Gennem de seneste måneder er der sket store forandringer i området ved Hovedbiblioteket i Viborg. Den lukkede, mørke have bag bibliotekets herskabsvilla er forvandlet til en åben og lys park med blomster og fine siddebænke.

Et oplevelsesunivers

Onsdag den 10. juni flytter 11 fantasifulde og humoristiske granitskulpturer af Henry Heerup ind i parken, som dermed bliver et helt særligt oplevelsesunivers for både store og små.

To af skulpturerne “boede” i forvejen i Viborg. De øvrige ni skulpturer prydede i mange år anlægget ved Energistyrelsen i København, men blev “hjemløse”, da styrelsen sidste år skulle flytte. Viborg Kommune ansøgte Statens Kunstfond om at få skulpturerne til den nye park ved biblioteket, hvor de i alt 11 skulpturer nu forenes.

Borgmester og formand for Viborg Kommunes kunstkomité, Ulrik Wilbek, siger i forbindelse med skulpturernes opsætning:

– Vi er utroligt glade for, at Statens Kunstfond har besluttet, at de karakteristiske Heerup-skulpturer fremover skal stå i Biblioteksparken i Viborg. Heerups brede og folkelige appel harmonerer godt med en central placering i en smuk park ved et folkebibliotek, som bruges af både børn, unge og voksne.

Ny, grøn oase

Den officielle åbning af Biblioteksparken må vente, indtil det igen bliver muligt at lave arrangementer for større forsamlinger efter sommerferien, men allerede nu kan alle nyde godt af den nye, grønne oase.

– Biblioteksparken er et helt nyt byrum, som er den perfekte ramme om både aktiviteter og afslapning. Den er et mødested, som er åbent for alle, og vi glæder os til at se en masse glade mennesker derude, siger biblioteks- og borgerservicechef Britta Thuun-Petersen.

Fakta om Heerup-skulpturerne

  • De to skulpturer – “Den Leende Dreng” og “Nisse” – har befundet sig i Viborg siden begyndelsen af 1940’erne, hvor de blev erhvervet af den lokale kunstsamler slagtermester Max Wørtzner og hans hustru.
  • De ni “nye” Heerup-skulpturer, som tidligere har stået i anlægget ved Energistyrelsen i København, er fra 1960-62

Kommentarer