Fællessang om kærlighed og kartofler med Lene Rikke Bresson i Karup
Der er fællessang og hygge på programmet, når Kulturskolen Viborg og Viborg Bibliotekerne besøger Karup Kultur- og Forsamlingshus med en stak af de smukkeste danske sange under armen.
Sangvalget står aftenens sangvært for. Værten har udvalgt en række sange og præsenterer hver enkelt sang og giver den nogle personlige ord med på vejen.
Syng med Lene Rikke Bresson
Torsdag den 8. marts kl. 19 er Lene Rikke Bresson sangvært i Karup. Hun er skønlitterær forfatter og uddannet kandidat i økonomi fra Århus Universitet. Hun er tidligere højskoleforstander og leder af Forfatterskolen under Dansk Talentakademi i Holstebro.
I dag er Lene Rikke leder af Kulturskolen Viborg, der rummer Forfatterskolen, Scenekunstskolen, Billedkunst- og designskolen, Musikskolen og GameDesign.
– Vi skal synge nogle af de smukkeste danske kærlighedssange, som jeg kender. Sange, som passer til foråret og egnen. Og så vil jeg fortælle om baggrunden og hvorfor min næste roman flytter til Karup, fortæller Lene Rikke Bresson.
Bag klaveret sidder Lone Brix Hessellund, som til dagligt er musiklærer på Kulturskolen Viborg.
Fællessang i lokalområderne
I 2018 rykker Kulturskolen og Viborg Bibliotekerne ud i lokalområderne i Viborg Kommune for at fyre op under fællessangen. Vi kalder arrangementerne ’Syng med MIG!’. Efter en times fællessang er der hygge og fri snak.
Tilmelding kan ske på telefon 30 23 19 23 eller på booking@karupforsamlingshus.dk. Adressen er Karup Kultur- og Forsamlingshus, Bredgade 15, 7470 Karup. Entréen er 30 kroner inklusive kaffe og kage.
Kommentarer