Få billetter tilbage til ”Mick Øgendahls Fest” i Tinghallen
Fredag den 5. maj bliver allersidste chance for at se Mick Øgendahls seneste successhow – der kun ganske få billetter tilbage til forestillingen i Tinghallen.
Fredag den 5. maj kommer Mick Øgendahl til Tinghallen med sit seneste show ”Fest”. Og fest bliver der, for Mick Øgendahl, denne ellers så jordbundne fyr fra Lolland, er kendt som en af Danmarks allersjoveste standup-komikere.
”Mick Øgendahl’s Fest”, som er showets fulde titel, er det sjette i rækken af sprudlende one man-shows fra manden med gummiansigtet. Tinghallen har tidligere præsenteret showet flere gange, dels i Tinghallen, dels på Paletten – og her solgt tilsammen omkring 6000 billetter. Til de foregående shows blev billetterne revet væk, og derfor blev der i hast aftalt endnu et show til den 5. maj kl. 20.00. Det bliver så den uigenkaldeligt sidste chance for at se – eller gense – dette vildt morsomme show i Viborg. Vil man sikre sig en plads, er det en god idé at rykke nu. Der er nemlig kun ganske få billetter tilbage, siger administrerende direktør Claus Donslund fra Tinghallen i en pressemeddelelse.
Det handler om at være glad
– ”Mick Øgendahl’s FEST” er et show om bare at være glad. At have en fest med at være dér, hvor man er lige nu. At skide højt og flot på, hvad andre synes, er fint, og hvad der er god smag. Herudover bliver det et show, hvor jeg både ser indad og udad. Jeg har måttet konstatere, at verden, inklusive jeg selv, har hovedet i egen røv, siger den populære komiker selv om sit nye show.
– Vi synes selv, vi er de fedeste, og render rundt i vores egen Nebula-tåge. Vi skræpper skråsikkert op med opdateringer på diverse sociale medier med hele og halve sandheder. De, der råber højest, bliver hørt, og medierne æder det hele råt – fordi de gerne vil være først med det sidste.
– I bund og grund er det et show, hvor essensen er: Fuck mig og den høje hest, jeg kom ridende ind på. Et show, hvor jeg ikke påberåber mig sandheden, men blot ønsker at betragte det hele lidt udefra, siger Mick Øgendahl om sit store ”FEST”-show.
Kommentarer