Et ord er et ord – en aftale er en aftale!

Af Mette Nielsen, Velfærdsdemokraterne
Det var en historisk dag, da 31 medlemmer fra 10 forskellige partigrupper indgik en bred budgetaftale i Viborg Byråd. Der blev hakket en hæl og klippet en tå – for sådan er politik, når flest mulige borgeres synspunkter skal tilgodeses.
Jeg er nu i gang med mit 20. år i Viborg Byråd. Budgetforhandlingerne har altid været noget særligt – en alvorlig og højtidelig begivenhed. Under borgmester Johannes Stensgaard mødte alle op i stiveste puds – med hvide duge og levende lys. Budgetaftalen var en festdag, og pressen var inviteret.
Johannes Vesterby, Birthe Harritz og jeg har ofte talt om de traditioner, vi er rundet af. Tiderne ændrer sig – om der er middag eller ej, presse ved bordet eller ej – men budgetforliget er stadig en stor og betydningsfuld begivenhed.
I mine snart 20 år i byrådet har jeg aldrig oplevet, at et parti har brudt en budgetaftale, de selv har indgået. Jeg har heller aldrig før set et parti gå til pressen efter et indgået budgetforlig – med deres utilfredshed – uden først at henvende sig til forligskredsen.
Derfor er jeg ærligt talt både skuffet og forundret, da det skete for et par måneder siden. Gennem årene har jeg haft et særdeles godt og tillidsfuldt samarbejde med Det Konservative Folkeparti. Søger man på Google på “forligsbrud” i landets 98 kommuner, finder man ikke mange eksempler. Søger man på “konservative forligsbrud”, finder man nul eksempler. Derfor er det historisk, at det er sket i Viborg Kommune.
Efterfølgende har otte partigrupper genåbnet budgettet – og vedtaget en ny budgetaftale. Sådan må det være. Hvorfor skulle nogen ellers tage det sure med det søde for at få en aftale i hus? Jeg kan godt afsløre, at der har været et pømme tæer undervejs for Velfærdsdemokraterne, men den samlede indflydelse og vores ansvarlighed betød, at vi valgte at stå bag Viborg Kommunes budget – både i første og anden omgang.
Velfærdsdemokraterne er som bekendt nu den næststørste gruppe i forligskredsen, og vi har et klart budskab: Os kan man regne med. Et ord er et ord, og vi tager ansvar. Vi sørger for, at den lokale finanslov kommer i hus. Og når vi laver aftaler, så holder vi dem. Hos os gælder det stadig: Et ord er et ord – en aftale er en aftale.
Kommentarer