Debatindlæg af Ann-Sofie Knudsen, Over Viskum, 8830 Tjele.

LÆSERBREV – Hvordan Viborg Byråds industriplaner truer naturen, trafikken og lokalsamfundet.

For syv år siden skrev jeg et læserbrev til Viborg Stift Folkeblad om planerne af et biogasanlæg ved Vammen (omtalt i flere artikler i Viborg Netavis, og Ugeavisen Landsbyerne,  red.). Dengang var jeg en potentiel tilbageflytter til Viborg Kommune, og jeg udtrykte bekymring for kommunens manglende forståelse for de mennesker, der faktisk bor på landet, og for den natur, som mange netop vælger området for.

Den samme følelse sad jeg med igen til borgermødet i Tjelecenteret mandag d. 9. marts. I mellemtiden er jeg nemlig flyttet tilbage til kommunen. Vest for Ørum. Endda på landet. Eller skal jeg måske sige: til industrien? For jeg må ærligt indrømme, at jeg sidder med præcis samme tanke om Viborg Kommune som for syv år siden. ”Vi skal jo udvikle os” sagde borgmester Katrine Fusager på mødet. Men i hvilken retning? Industri og energiparker med mere tung transport er åbenbart fremtiden? Ja, det virker næsten som Viborg Kommunes egen version af et Go Green-motto.

Kommunen havde “indkaldt” til borgermøde. Man kan så diskutere, om det er nok at lægge informationen på sin egen hjemmeside, annoncere i Viborg Nyt (ikke i lokalavisen?) og sende besked i e-Boks til de få borgere i det såkaldte “røde område”. Heldigvis delte en venlig borger invitationen i den lokale Facebook-gruppe, og derfor dukkede omkring 120 borgere op til mødet. Mange havde ellers slet ikke hørt om det. Det står i skarp kontrast til borgmesterens indledning: “Vi ønsker, at de lokale er med i planlægningsfasen og kommer med idéer til industriparken.”

Efter mødet stod det klart, at Viborg Kommune ikke ved ret meget om projektet. Jo, de ved, hvor det skal placeres: ved AU Viborg. Ifølge borgmesteren på grund af “synergier mellem forskning og erhvervsliv” samt nærhed til elnettet. Men helt ærligt – strøm kan vi alle koble os på i Danmark. Og hvad angår synergier: Jeg har selv studeret på Aarhus Universitet, og den største synergieffekt ved at samle institutterne på ét campus er, at de studerende nemmere kan nå rundt til fredagsbarerne om fredagen. Forskere og virksomheder behøver ikke bo på samme kollegie for at samarbejde. I dag findes der både e-mail, Teams og telefoner, hvilket borgmesteren også anerkendte, da hun jo kommer med en baggrund som digitaliseringsleder, sagde hun.

På mødet viste chefen for Plan og Byggeri, Britta Pørksen, et kort over området vest for Ørum. Kortet var zoomet så langt ind, at det for kommunen gav indtryk af, at Ørum i forvejen er omringet af industri. Så lidt mere industri ville jo ikke gøre den store forskel, blev der indikeret. Undervejs fortalte hun også om en sø på området, som heldigvis er fredet. Den havde de – og jeg citerer Britta Pørksen – “set på et kort”. Så hun har ikke selv været ude og se området, hvor hun planlægger en industripark? Det er måske også lettere at planlægge ekspropriationer på afstand? 

De grundlæggende spørgsmål fra borgerne var: Hvilke virksomhedstyper vil komme og hvor mange? Svarene var omtrent de samme: “Det ved vi ikke endnu”. Det skal de først til at undersøge. Også om der overhovedet er et behov for en industripark. Det minder lidt om noget Steve Jobs engang sagde: Folk ved ikke altid, hvad de har brug for, før man viser dem det. Forskellen er bare, at han talte om en iPhone. Ikke en industripark midt i et lokalsamfund.

Vi måtte heller ikke nævne energiparken lige nord for Ørum, som bidrager med de såkaldte kumulative effekter, som Britta så fint formulerede det, og dem skal kommunen først til at undersøge nu. En industripark vil give flere lastbiler, og de skal gennem Ørum (og Hammershøj). Ørum ligger ca. 25 km fra motorvejen. Alternativt skal lastbilerne rundt om Viborg, men her har kommunen heldigvis anlagt en hel perlerække af rundkørsler. For vi skal sandelig ikke have lastbiler ind i Viborg midtby, så hellere i landsbyernes midtby. Skoler, børnehaver, vuggestue og idrætshal skal belemres og generes, og blive nabo til industriparken. Det er ikke udvikling – det er afvikling. 

De trafikale udfordringer var den største bekymring på borgermødet. Men Stig Isaksen havde heldigvis øvet sig på den sætning, jeg hørte ham sige mest den aften: “Send os en indsigelse, så kigger vi på den.”

Så tager de nu høringssvarene seriøst? Den samme sætning hørte jeg ham også sige på et borgermøde om energiparken (som vi som sagt ikke snakker om) tilbage i juni 2025. Han gentog den så mange gange, at jeg til sidst blev i tvivl om, han i virkeligheden bare sad og talte de lastbiler, der potentielt kommer til at køre gennem Ørum. Ca. 400–600 om dagen. Oveni i de 800 lastbiler til energiparken. Her har du din kumulative effekt, Britta. Velbekomme!

I ansøgningen til staten har kommunen åbnet for virksomheder i miljøklasse 4–7. Klasse 7 er de mest miljøbelastende, som indebærer stor risiko for forurening af luft, jord og vand. Med andre ord har kommunen i praksis åbnet døren for tung industri: biogas- og affaldsanlæg, Power-to-X og andre kemiske produktionsanlæg. Britta Pørksen sagde, at de mest belastende virksomheder kunne placeres længst væk fra Ørum. Altså der, hvor fredagsbaren skal ligge, og den fredede sø, som hun havde ”set på et kort”? Det lød ikke til, at konsekvensen af miljøklasse 7 var tænkt helt igennem. Det lød mere som en helgardering, for man skulle jo nødig holde nogen udenfor. For det vil Viborg Kommune jo ikke. De er jo den inkluderende type.

Nu sidder jeg tilbage med samme spørgsmål som for syv år siden: Er det virkelig sådan, Viborg Kommune vil udvikle landdistrikterne? Jeg flyttede tilbage for naturen. Ikke for en industripark i baghaven. Derfor håber jeg, at kommunen gør, hvad de ofte taler så flot om: Lytte til de mennesker, der rent faktisk bor i området. Ellers risikerer man igen at stå med et projekt, der kun fungerer på papiret, og ikke ude i lokalområdet. Hvis der overhovedet er behov for en industripark, kunne man da overveje at placere den tættere på motorvejen? Så slipper Viborg by også for 400–600 lastbiler på deres omfartsveje.

Bare rolig, Stig Isaksen – den indsigelse skal jeg nok få sendt.