Erhvervslivet i hele Viborg Kommune hyldes ved stor prisfest
VIBORGegnens Erhvervsråd er igen i år vært for at hylde det lokale erhvervsliv ved Award Show 2017 hvor i alt syv priser skal uddeles til virksomheder i Viborg kommune.
Det foregår i Tinghallen tirsdag den 28. november klokken 19:00 til 21:30.
Som noget helt nyt, uddeles i år Prisen for Social Ansvarlighed. Prisen gives til den virksomhed, der gennem sit sociale engagement er med til at skabe godt arbejdsmiljø, udvikler medarbejdernes kompetencer og gør en aktiv indsats for at igangsætte og fastholde medarbejdere med særlige behov.
De nominerede i den nye kategori er: El:Con Viborg, Rema 1000 på Marsk Stigsvej og i Overlund og JP Group A/S.
– Vi ved, hvor vigtigt medarbejdernes trivsel er for en virksomheds overordnede succes, og derfor sætter vi med en ny pris fokus på netop dette. Selv i en velfærdsstat som vores, mener vi at kompetenceudvikling, inklusion og aktivering også bør ligge hos virksomhederne selv, og vi er glade og stolte af at se de fine nomineringer, vi har fået ind til Prisen for Social Ansvarlighed, siger direktøren for VIBORGegnens Erhvervsråd, Henrik Hansen.
Udover Prisen for Social Ansvarlighed skal der også findes en vinder af Erhvervsrådets Årspris, Iværksætterprisen, Made in Viborg Prisen, Årets Erhvervsleder, Årets Erhvervstalent og Årets Medarbejder. De nominerede i alle kategorier kan findes på www.awardshow2017.viborg.dk
Gæsterne kan se frem til en festlig aften fyldt med hæder og forrygende underholdning i form af sang ved det lokale kor VoxBox og duoen Bech & Bech.
Derudover optræder Specialklassen, en af Danmarks bedste og sjoveste live impro comedy grupper, som er kendt fra b.la. deres optræden ved Zulu Comedy Galla og deres egen prisbelønnede DR2 serie “Hotel Zimmerfrei”.
– Det er en sand fornøjelse at få lov til at hylde de mennesker og virksomheder, som tør og vil gøre en forskel i erhvervslivet i Viborg kommune. Denne aften er en chance for at stoppe op, gøre status og fejre alt det flotte arbejde, der sker i det daglige, siger Henrik Hansen.
Kommentarer