Samfund

Engangsforestilling: Forever Festival vender ikke tilbage næste år

Foto: Mathias Bak Larsen.

Forever Festival, som debuterede i juni i år med to dage med navne som Kool & the Gang, Wet Wet Wet, Level 42, Lisa Ekdahl, Chaka Khan, Culture Club og The Cardigans, vender ikke tilbage  i 2026.

VIBORG – Intet varer evigt – heller ikke Forever Festival, selvom navnet kunne indikere netop det.

Men efter en ambitiøs debut i Viborg i år, hvor målet var at skabe en ny festival med fokus på tidløs musik på tværs af genrer og generationer, har arrangørerne bag Forever Festival besluttet at festivalen ikke bliver videreført til næste år.

Det skriver de i en pressemeddelelse onsdag:

“Det har været en fornøjelse at se Forever Festival blive til virkelighed og opleve den varme modtagelse, vi fik fra både publikum og artister i debutåret. Men vi må også være realistiske, og her viser tallene desværre, at festivalen i sin nuværende form ikke er økonomisk bæredygtig,” lyder forklaringen fra Brian Nielsen.

Han er administrerende direktør i DTD Group, der også står bag festivaler som Tinderbox i Odense og Northside i Aarhus.

Selvom festivalen har mødt stor anerkendelse fra både gæster og musikere, har billetsalget og den samlede omsætning ikke levet op til de forventninger, der var nødvendige for at kunne planlægge en fortsættelse allerede i 2026, hedder det i pressemeddelelsen.

“Vi er meget taknemmelige for den opbakning, vi har fået – ikke mindst fra Viborg Kommune, der har været fleksible og støttende i opstartsfasen, og selvfølgelig fra de mange frivillige, samarbejdspartnere og publikummer, som gjorde 2025-udgaven mulig,” siger Brian Nielsen.

Af pressemeddelelsen fremgår det dog, at man ikke helt har begravet konceptet, men at man “tager en pause og vil bruge erfaringerne fra 2025 til at reflektere over, hvordan idéen om en festival med fokus på musikalsk arv og kvalitet måske kan få nyt liv på et senere tidspunkt.”

Viborg bliver dog ikke festivalløs, idet Fyrfest, som DTD Group også står bag, lever videre i bedste velgåendende og vender tilbage 29. august næst år.

 

Kommentarer