Tjele

Energipark Tjele: “Viborg goes Green” – “Tjele goes black”

Hans Tage Lund var en del af protestgruppen mod et tidliger vindmølleprojekt på Vinge Hede, der, blandt andet med gruppens medvirken, blev skudt ned af Planklagenævnet i juni 2021. Billedet er fra december 2018, hvor gruppen afleverer underskrifter mod vindmølleprojektet til daværende formand for Viborg Kommunes klima- og miljøudvalg, Stine Damborg (K). Arkivfoto: GitteHagsholm

Debatindlæg af Hans Tage Lund, Vinge Mølle, Holmevej 24, 8830  Tjele 

“Viborg goes Green” – “Tjele goes black” – ja, hvis dette monster af et projekt realiseres, ser det mørkt ud for natur og mennesker i Tjele.

18-19 260 meter høje vindmøller – højden på pylonerne på Storebæltsbroen – belyste om natten- placeret ved/ i Tjele Langsø fuglebeskyttelsesområdet og nær Lindum vil vidt omkring dominere området. 

Dertil kommer skyggekast og formentlig voldsomme gener i form af lavfrekvent støj fra de enorme møller. 

Omgivende marker vil være dækket af solceller, og på vejene vil døgnet rundt 80-100 30-40 tons tunge trucks med deres gyllelast dominere trafik og veje til og fra biogasanlægget.

Ikke blot de små landsbyer, men også Ørum, vil blive berørt. Områdets nuværende attraktion vil falde med indlysende konsekvenser i form af faldende ejendomsværdier m.m.

Sådan kan fremtiden komme til at se ud. Vil Tjeleborgerne virkelig finde sig i det?

Ovenstående skal sættes i relation til, at et mindre projekt med kun 8 150 meter høje møller i samme område blev kendt ulovligt i både plan- og miljø/fødevareklagenævn i 2021, og – ikke uvæsentligt – afgørelsen blev ikke anket af Kommunen.

Men Ulrik Wilbæk – den grønne borgmester – sammen med de mere end velvillige lodsejere lader sig ikke bremse af sådanne småting. 

Man indsender det nye projekt til Staten, hvorved det får karakter af et ”nationalt projekt”, og så er – i klimaets hellige navn – vejen til en dispensation banet. 

Keine hexerei: Skidt med loven, skidt med borgernes protester, skidt med naturen og de fredede fugle. Borgmesteren bliver nu rigtig grøn, og de selvopofrende lodsejere har igen – måske ikke helt uselvisk – stillet deres jorder til rådighed i den grønne sags tjeneste.

Og Sorteper – det er vist ikke svært at se, hvem det er: Borgerne i Tjele, naturen og ikke mindst retsbevidstheden. 

Vi Tjeleborgere  bør ikke acceptere, at fjerne kapitalinteresser, opmuntret af politiske medløbere med borgmesteren i spidsen, forsøger at trække dette makværk af et projekt ned over hovedet på os.

Ja, men hvad med klimaet? 

I disse dage ser vi resultatet af danske politikeres forfejlede klimapolitik. Energistyrelsen har kundgjort, at i den kommende vinter må borgerne og virksomhederne i DK være forberedt på timelange strømafbrydelser. Man vil gerne skyde skylden på Putin. Men det holder ikke. Satsningen på vindmøllerne og solcellerne uden en styrbar energikilde har været forkert. Det er simpelthen elendig planlægning. 

Og – på trods af enorme udgifter til vindmølleparker til lands og på havet og solceller – er stadig kun  10% af vores energiforbrug dækket af vedvarende energi. 

Der kan ikke være tvivl om, at hvis vi skal op på blot 70-80% vedvarende energi vil antallet af solceller og vindmøller skulle være så stort, at både land- og havmiljø vil blive spoleret. Det bliver ufatteligt dyrt, og vi vil stadig have energi, som vinden blæser, og solen skinner. 

Brintenergi-PtX – i den store skala, som i sig selv vil kræve store mængder elektrisk energi, er stadig fugle på taget.

Mange – også her i landet – har nu indset, at man ikke kommer uden om kernekraft. Med de små moderne, containerstore, transportable SMR reaktorer – Seaborg, Copenhagen Atomics, NuScale – har man udviklet de hidtil reneste, billigste og sikreste reaktorer, der findes. Der er ingen tvivl om, at denne form for kernekraft har en stor fremtid for sig – og, hvis man vil – også i Danmark. 

Og – lad os ikke glemme – at med vedtagelsen af EU’s taksonomi anerkendes a-kraft nu som en energiform, der er lige så bæredygtig som vind og sol.

Kommentarer