Debatindlæg af Bent Kiertzner, Bigum Huse 4, 8830  Tjele

Hr. Bertel Maigaard, Biocirc, kan kun være inspireret af den unge ambitiøse ingeniør Sidenius i Henrik Pontoppidans mesterværk ’Lykke-Per’. Jylland skal moderniseres energimæssigt, og om end ’metoderne’ nu er mere moderne i Biocircs forslag, så er de helt i tråd med Sidenius’ i bogen og ligeså vidtløftige.

Jeg håber, at politikere, embedsmænd og projektmagere læser bogen. Der er megen inspiration at hente.

Tjele Langsø kunne forsynes med en gigantslange forbundet med en ditto varmepumpe, så kan hele oplandet forsynes med gratis varme. Forinden kan det fosfor- og kvælstofrige slam, der dækker hele bunden af søen, og som er ved at kvæle denne, ved lejligheden optages og gratis sendes som gødning til Afrikas Horn og der medvirke til at fortrænge sultkatastrofen. 

De gæs, som Ulrik Wilbek meget gerne ser forsvinde, kan vel i død tilstand anvendes i biogasanlæggene, og når gæssene så er helt borte, kan måske svaner og havørne, ramt af møllevinger, erstatte dem.

Opfisk hele bestanden af skidtfisk i søen, det vil hjælpe på vandkvaliteten, og skidtfiskene kan også bruges i biogassen. Her er så beskæftigelse at hente for de fiskere, der nu må forlade erhvervet pga. manglende fisk i de indre danske farvande pga. iltsvind og de derfor uddøende fiskebestande; og således kan vi blive ved.

Forudsætningen er kun, at vi, som hos ingeniør Sidenius, skal se helt bort fra trivielle banaliteter som økonomiske sammenhænge og naturhensyn. Så kører det.

Bortset fra vindmøller, biogas og solceller, så er alle de andre elementer i den såkaldte energiø endnu ikke færdigudviklet, men på trods af det har man alligevel helt styr på økonomien. Der kan blive nogle hundrede millioner til Viborgs borgere og næsten gratis varme, og forhåbentlig bliver der også lidt til Lykke-Per. Se det er ganske vist.

Forhistorien er, at i 2012 opstod en gunstig ordning, således at private kunne opsætte solceller på deres huse og selv producere den strøm og mere til, end de selv forbrugte. Den overskydende strøm kunne deponeres på ledningsnettet og tilbagetages igen, når solcellerne ikke producerede nok. Ordningen blev politisk garanteret til at vare i minimum 20 år og solceller blev opsat overalt. Opsat der, hvor strømmen hovedsalig blev forbrugt, helt logisk.

Flere kommuner ønskede fornuftigt nok at opsætte solceller på deres kommunale bygninger, men sådan noget anarki kunne man da ikke have, og staten begyndte jo at tabe indtægter på energiafgifterne. Kommunerne blev da pålagt at oprette et selvstændigt selskab for hvert eneste anlæg, og det kunne jo selvsagt ikke administreres; og så var det med et pennestrøg umuliggjort.

Ordningen var simpelthen også for gunstig for de private. Der blev opsat solceller overalt, og borgerne følte et engagement for den grønne omstilling, men det kan vi da ikke have, så ordningen blev hurtigt strammet op og forringet, og folk ophørte straks med i større omfang at opsætte solceller.

Tilbage var blot den garanti på 20 år, som blev afgivet til de første naive, der troede på den statslige og politiske garanti. Daværende energi- forsynings- og klimaminister, venstremanden Lars Chr. Lilleholt, blev sat på opgaven og løste den perfekt. Han fik garantien afskaffet allerede med virkning fra den 1.1.2020. Så var den ged barberet. Så kan de lære det, kan de. Stol aldrig på en brugtvognsforhandler eller en politiker.

Nu får solcellerejere cirka det halve for overskydende produktion i forhold til, hvad de betaler for strøm leveret fra deres leverandør. Til tider – som i foråret 2021 – kostede det endda de private solcelleejere at levere til nettet. Man kan da ikke have en produktion der, hvor forbruget også er, det er da rent anarki. 

Hvad gør vi så? 

Da vi ikke kan have egen produktion af strøm i byerne eller ved fabrikker, hvor strømmen straks kan bruges, så skal vi simpelthen ud på landet, og derved kan vi løse flere problemer. Der opstod da en ordning, således at der kan opsættes solceller i stor stil på landbrugsområder. En dygtig landmand kan ved fødevareproduktion få et afkast på 6-7.000 kroner per hektar. Husk nu, stol aldrig på en brugtvognsforhandler eller en politiker, men det gælder så sandelig ikke for venstrepolitikere, når store landbrugsinteresser skal tilgodeses.

så det batter. En fordel på 20-30 procent i forhold til normal landbrugsproduktion er ikke noget, der batter, så det blev skruet således sammen, at ved opsætning af solceller på god landbrugsjord, får jordejeren et nettoafkast på 15.000 kroner per hektar/år og det uden, at han/hun skal foretage sig noget som helst.

Se, det er da noget, der dur, og selvfølgelig står driftige landmænd nu i kø for at få opsat solceller på deres marker. Det kan man da ikke fortænke dem i, og det er da en ’win win situation’, for:  

Vi får tilgodeset de driftige landmænd, så de ikke mere skal bøvle med at producere fødevarer, men de bliver i stedet nærmest forgyldt. Det er god Venstrepolitik.

Vi får taget megen god landbrugsjord ud af produktion. Efter sigende er Danmark næst efter Bangladesh det mest opdyrkede land i verden. Det får vi så hurtigt rettet op på.

Vi får straks reduceret kvælstofudledningen til vore omgivende farvande. 

Og endelig får vi så de fleste steder produceret strøm, hvor den ikke lokalt kan anvendes, men det finder vi blot en ’ingeniør Sidenius-løsning’ på senere. 

Husk altid – se bort fra trivielle banaliteter som økonomiske sammenhænge og naturhensyn. Problemer er til for at løses. 

De opmærksomme har måske allerede noteret sig, at de danske vindmøller ofte står stille under gunstige vindforhold. Det forholder sig således, at allerede nu står danske vindmøller stille i op til 10 procent af tiden. Dét vindmølleindustrien kalder specialregulering.

Man kan simpelthen ikke komme af med den strøm, man producerer, men også her der der fundet en helt genial løsning. Tyskerne styrer og sætter de danske vindmøller i stå – det må man nemlig ikke i Tyskland – og så betaler de samtidig de danske vindmølleejere fuld kompensation for driftstabet. Det er da genialt. En rigtig ’ingeniør Sidenius-løsning’.

Og således blev alle på egnen lykkelige; jordejerne, borgmesteren og Lykke-Per måske lidt mere, men det var da så sandelig også vel fortjent.