Debat og politik

Endelig bliver diskrimination af handicappede ulovligt

Orla Østerby er social- og handicapordfører for Det Konservative Folkeparti.

Læserindlæg af Orla Østerby, social- og handicapordfører for Det Konservative Folkeparti, opstillet til Folketinget for Lemvig-Struer kredsen.

 

Det er konservativ socialpolitik, at lytte til de grupper, der ikke altid får mest mediedækning. Handicaporganisationerne har længe forsøgt at råbe politikerne op – og nu svarer den konservative socialminister Mai Mercado.

De fleste af os tænker nok sjældent over, at diskrimination på grund af handicap forekommer i Danmark – og endda helt lovligt. Det synes jeg er meget foruroligende. Jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvor ydmygende det må være at få at vide, at man ikke må komme ind i en restaurant eller en butik på grund af sit handicap.

Jørgen Eckmann, der tidligere har udtalt sig til medierne, blev udsat for en sådan ydmygelse. Fordi Jørgen er blind, blev han afvist i døren til en restaurant, da han skulle deltage i fejringen af sit barnebarns fødselsdag. Han beskrev, at han følte sig betragtet som en ”andenklassesborger”. Det kan jeg godt forstå.

Borgere som Jørgen skal behandles med respekt. Det ligger mit hjerte nært. Og ja, så kan man spørge, hvorfor lovændringen først sker nu? For Danmark er det sidste land i Skandinavien, der indfører et generelt forbud mod diskrimination af handicappede. Til det må jeg bare sige: når Danske Handicaporganisationer kalder, så svarer Det Konservative Folkeparti. Vores socialminister Mai Mercado vil nu sikre, at handicappede beskyttes mod diskrimination i alle henseender. Det er godt nyt og endnu en god grund til at være konservativ.”

 

Kommentarer