Debat og politik

En uhellig alliance i Viborg kommune?

Kurt Mosgaard. Privatfoto

Af Kurt Mosgaard, Venstre

Byrådsmedlem, Viborg Kommune

Jakob Svendsen, formand for Nye Borgerlige i Viborg kommune blev ikke valgt til byrådet ved sidste gang. Det vil han åbenbart gerne ændre på og bruger nu både partiet Nye Borgerlige og Vibland som platform for sine ambitioner. Jakob Svendsen har nemlig fået sig to kasketter, som han bærer samtidigt. Næstformand i Vibland og formand for Nye Borgerlige. Senest er begge kasketter båret samtidigt i et læserbrev med overskriften ”Hvornår vil udvalg tage borgerne alvorligt ?”.

Her går Jakob Svendsen ikke efter sagen men efter samtlige medlemmer af klima- og miljøudvalget med nedladende udsagn som ”magen til arrogant og uanstændig opførelse skal man lede længe efter”. Resten af læserbrevet er en uskøn blanding af usandheder, udokumenterede negative antagelser, personlig selvforherligelse og manglende evne eller vilje til at høre, hvad der orienteres om på borgermøder. Sidstnævnte især, når det ikke passer med Jakob Svendsens eget verdensbillede.

Lige et par ord om Vibland. Vibland er en forening, som har et godt, ikke-partipolitisk renomé gennem flere års solidt og påskønnet arbejde for landdistrikter og lokalsamfund i Viborg Kommune. På Viblands hjemmeside fortælles det således, at ”Vibland er et talerør, der binder landsbyer og lokalområder i Viborg kommune sammen, så vi i fællesskab kan arbejde for en positiv udvikling i landdistrikterne” og at ”vi vil repræsentere hovedparter af Viborg kommunes landsbyer”

Hvad er der sket med de gode ord ? Det kunne se ud til, at bestyrelsen er blevet overtaget af Nye Borgerlige og modstandere af vedvarende energianlæg ved Tjele. Bestyrelsen er på 7 personer og efter hjemmesiden at dømme kommer de 5 bestyrelsesmedlemmer fra nærområdet Tjele (Kvorning, Vorning, Hammershøj, Fastrup og Lindum). Jakob Svendsen fra Nye Borgerlige er én af de fem.

Man kan undre sig en del over, at Viblands andre landsbyer og repræsentantskabet er hoppet den galej : modstand mod vedvarende energianlæg samt at være platform for et yderligtgående politisk parti.

Jeg vil fremover se kritisk på udmeldinger og forslag fra Vibland. For hvem står egentlig bag? Er det i virkeligheden partiet Nye Borgerlige, som forsøger at komme i byrådet?

Jeg håber også, at kommunens mange landsbyer og Viblands repræsentantskab vil medvirke til, at Vibland igen bliver en forening, som holder sig fri af parti-politik.Der er brug for et Vibland  med fokus på udvikling af landdistrikter og landsbyer i hele Viborg kommune.

Så kære Vibland – nedlæg den uhellige alliance og ret fokus på arbejdet for vore landdistrikter og landsbysamfund i hele kommunen.

 

Kommentarer