Debat og politik

En julehistorie om energiparker…

Kurt Mosgaard. Privatfoto

Af Kurt Mosgaard, Venstre

Byrådsmedlem, Viborg Kommune. Medlem af Klima- og Miljøudvalget og Erhvervs- og Økonomiudvalget.

Kommentarer til et debatindlæg den 19/12 af Knud-Erik Navntoft, Nancy Knudsen, Ole Vagn Nielsen, Vagn Aage Kjeldsen, Christine Skovdam, Evald Skaarup, Freddy Marquart og Anders Olsen på vegne af Tjele Venstre.

Tjele Venste med otte velkendte personer – Knud-Erik Navntoft, Nancy Knudsen, Ole Vagn Nielsen, Vagn Aage Kjeldsen, Christine Skovdam, Evald Skaarup, Freddy Marquart og Anders Olsen (herefter benævnt TV) har i fællesskab begået et debatindlæg om energiparker.

Tallet otte svarer jo fint med antallet af julemandens rensdyr i den oprindelige amerikanske fortælling. I 1939 blev den rødnæsede Rudolf imidlertid tilføjet i en julehistorie, hvor julemandens gaveuddeling var ved at stoppe på grund af tæt tåge. Rudolf med den røde næse reddede som bekendt situationen – og alle børn fik deres gaver.

I Tjele befinde TV sig tilsyneladende også i tæt tåge. TV argumenterer bravt om de åbenlyse genvordigheder ved energiparker, som ikke pynter i landskabet. Så langt er vi enige. Men TV fremfører også usandheder, omgår fakta og overtræder i tilmed et enkelt tilfælde den gode adfærd, som ellers burde kendetegne gode borgere.

Årsagen til, at der er brug for vedvarende energi her på vores fælles klode, er naturligvis de klimaforandringer, som truer livet på jorden. Det er årsagen til, at byrådet har vedtaget en klimaplan, som ikke bare er papir, men som fastlægger en række meget konkrete tiltag, så vi i fællesskab kan bidrage effektivt til at imødegå klimaforandringerne. Energiparker er det vigtigste tiltag af alle. TVs debatindlæg nævner imidlertid kun klima i en enkelt sætning, og det tilmed med modsat fortegn, idet man lader forstå, at en energipark i Tjele-området vil fremme klimaforandringerne, Tågen bliver tættere.

Energiparken i Tjele med tilhørende biogas og PtX medfører ca. 100 jobs til lokalområdet i driftsfasen, hvortil kommer de positive virkninger på områdets servicefag, boliger, detailhandel og universitetet. Samlet set byder det på et positivt udviklingspotentiale for området og dets borgere. TV påstår imidlertid, at energiparker kun medfører underbetalte, udenlandsk arbejdskraft i anlægsfasen. Det er jo ikke korrekt. Tågen er nu meget tæt.

Noget om adfærd: TV mere end antyder, at byrådsmedlem (LA) Lars Mogensen skulle optræde uordentligt. Lars har skiftet parti, men han er for mig fortsat indbegrebet af ordentlighed, Han er ærlig, ligefrem og til at stole på. Han befinder sig på øretævernes holdeplads i Tjele men står fast på sine holdninger. De uberettigede anklager mod Lars Mogensen er derfor efter min opfattelse en upassende adfærd fra otte ellers agtværdige borgere. Tågen er nu blevet til ærtesuppe.

Mit juleønske… Lad os være uenige på den gode måde. Fremføre argumenter for og imod under anvendelse af høvisk tale. Lad os gøre det i respekt for hinandens forskellige holdninger.

Til slut det store jule-spørgsmål: kommer der mon en Rudolf og bringer TV tilbage på sporet?

Kommentarer