En af Danmarks bedste portrætmalere udstiller i Gudenåhuset
Benjamin Abana, der har rødder i Ans, vandt i 2019 DR TV’s konkurrence ‘Danmarks bedste portrætmaler’. Hans værker kan i oktober måned opleves i Gudenåhuset i Bjerringbro.
Benjamin Abana maler abstrakte portrætter i en ekspressionistisk og figurativ stil. De fleste af hans portrætter er mennesker, dyr og planter.
Karakteristisk for Benjamins værker er hans evne til at kombinere det narrative og det visuelle. Værkerne er ofte komponeret af klare farver og tunge kontraster, som understreger dybde og lag i malerierne.
Benjamin Abana fik i starten af 2024 en helt særlig opgave, da han blev bedt om at lave et portræt af Kong Frederik X. Portrættet, der blandt andet blev brugt som forsidebillede på Euroman, er også med på udstillingen i Gudenåhuset.
’Danmarks bedste portrætmaler’
Benjamin Abana, der har rødder i Ans, vandt i 2019 DR TV’s konkurrence ”Danmarks bedste portrætmaler”, som i flere sæsoner har kørt på tv. Her dyster 24 kunstnere om at blive Danmarks bedste portrætmaler med Ane Cortzen som vært, mens dommerpanelet udgøres af Bente Scavenius, Simone Aaberg Kærn og Jesper Elg. De tre dommere var i 2019 imponerede over Abanas talent og hvordan han kombinerede antikken med popkunst.
Reception 19. oktober
Det er Bjerringbro Kunstforening, der har arrangeret udstillingen i samarbejde med Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek. Udstillingen kan ses til og med 30. oktober og lørdag den 19. oktober klokken 14 til 16 inviterer kunstforeningen til reception, hvor Benjamin Abana er til stede og hvor alle er velkomne.
Udstillingen kan ses i åbningstiden: mandag, tirsdag og onsdag klokken 10 til 18, torsdag og fredag klokken 10 til 17 samt lørdag klokken 10 til 13.
Kommentarer