Eksorcisme, krimi og Lotte Petri
Krimiforfatter Lotte Petri gæster Hovedbiblioteket i Viborg den 23. november, hvor hun fortæller om sin nyeste bog, ”Djævlens værk”, en moderne thriller, som udkom i foråret og er tiltænkt som første bind i en ny dansk krimiserie.
Det er en krimi, som foruden at være særdeles spændende, også vidner om, at forfatteren har lavet et utroligt grundigt research omkring retsantropologi, psykiatri og eksorcisme.
I denne yderst spændende krimi-intrige, som finder sted ved metrobyggeriet i København, hvor 1000 skeletter fra en kirkegård skal fjernes, skal hovedpersonerne, vicepolitiinspektør Alexander Damgaard og retsantropolog Josefine Jespersen, opklare flere voldsomme drab. Ved disse drab er gerningsmandens signatur et okkult symbol, benyttet af satanister, når de udtrykker deres hån mod alt kristent. Krimien giver læserne indsigt i en – for de fleste – total fremmed verden med eksorcisme og det overnaturlige.
– Gå ikke glip af en aften, hvor Lotte Petri fortæller om den spændende research til sin nyeste bog, lyder opfordringen fra Kirstina Kjærsgaard Olesen, Viborg Bibliotekerne. Foredraget finder sted på Hovedbiblioteket i Viborg 23. november klokken 19.00-21.00 og der er fri entré.
Kommentarer