Kultur

Efterårsferie på Hvolris: Mød jernalderfolket og en mystisk Vølve

Skattejagten på Hvolris er populær. Skattejægerne har ofte mødt vølven på Hvolris. Foto: Iben Neergaard, Hvolris Jernalderlandsby

Efterårsferien står for døren, og Hvolris Jernalder inviterer hele familien på en rejse tilbage i tiden. Fra tirsdag den 15. oktober til lørdag den 19. oktober kan I opleve den magiske stemning på Hvolris, møde jernalderlandsbyens beboere og prøve en spændende skattejagt.

V. BJERREGRAV – Lyden af knitrende bål, duften af røg og den kølige efterårsbrise blander sig med de varme gyldne nuancer i skovene omkring Hvolris.

Fra tirsdag til lørdag i efterårsferien kan I træde ind i en anden tid og møde vikinger og jernalderfolk på Hvolris Jernalder. Hør dem fortælle om dagligdagens gøremål, og stil spørgsmål om, hvordan man levede for tusind år siden. For de eventyrlystne er buebanen åben, hvor både børn og voksne kan udfordre hinanden i en spændende dyst.

Rejs gennem historien med en skattejagt

I efterårsferien kan I også prøve en sjov og lærerig skattejagt, der fører jer gennem 8000 års historie fra bondestenalderen til vikingetiden. Skattekortet, som kan købes i museumsbutikken eller på Viborg Hovedbibliotek, guider jer gennem Hvolris’ naturskønne landskab – omgivet af får og geder. Undervejs skal I sammen løse opgaver for til sidst at møde den mystiske vølve – Hvolris’ troldkvinde.

– En vølve kan være skræmmende, for hun kan tale med ånder og guder, men vores er heldigvis meget sød. Det er hos hende, skattejægerne får deres velfortjente præmie, fortæller Hanne Sørensen, daglig leder af Hvolris Jernalder.

Uanset om man vil udforske skattejagten, opleve livet i jernalderen eller blot nyde stemningen ved bålet, så er der masser af muligheder for at nyde den friske efterårsluft og lidt kvalitetstid med hinanden på Hvolris Jernalder.

Fakta om efterårsferie i Hvolris

  • HVORNÅR: 15.-19. oktober 2024 kl. 10-16
  • PRIS: Voksne 70 kr. | Børn under 18 år gratis
  • SKATTEKORT: 80 kr. Ved køb af skattekort,
  • er entréen inkluderet. Skattekortet kan købes på biblioteket eller ved
  • indgangen på Hvolris Jernalderlandsby
Foto: Foto Iben Neergaard Thomsen

 

 

Kommentarer