Efter mange års lokal kamp: Nu kommer cykelstien mellem Mønsted og Daubjerg
I december sidste år meddelte Vejdirektoratet, at man i efteråret 2024 ville påbegynde arbejdet med at etablere en længe ønsket cykelsti på strækningen langs Holstebrovej mellem Mønsted og Daugbjerg. Onsdag den 24. januar inviterer man til informationsmøde på Mønsted Skole, hvor planerne for den kommende cykelsti mellem Mønsted og Daubjerg bliver præsenteret.
Skoleelever og andre cyklister i Mønsted, Daugbjerg og opland kan godt begynde at glæde sig, for i 2025 anlægger Vejdirektoratet en ny dobbeltrettet cykelsti på Holstebrovej mellem Mønsted og Daubjerg, der skal øge sikkerheden og trygheden for cyklister. En cykelsti, som særligt vil gøre skolebørnenes vej mere sikker.
Jonas Johnsen, som er projektleder i Vejdirektoratet, glæder sig over, at beboerne nu endelig får en cykelsti, så det bliver sikkert for cyklister at færdes på strækningen mellem Mønsted og Daubjerg.
– Vi ved at cykelstien længe har været et stort ønske for de lokale beboere, så det er dejligt, at vi i slutningen 2025 kan åbne en cykelsti, der vil gøre det mere sikkert og trygt at tage cyklen mellem de to byer. Vi håber, at de forbedrede forhold fremover vil øge antallet af cyklister på strækningen, til gavn og glæde for den enkelte og for lokalsamfundet i det store hele, siger han.
Cykelstien bliver cirka 3,5 kilometer lang, og den bliver anlagt på baggrund af ‘Infrastrukturplanen 2035’, hvor der tilbage i 2021 blev afsat tre milliarder kroner til at forbedre cykelinfrastrukturen i hele Danmark i perioden frem mod 2035. Selve anlægsarbejdet forventes at begynde i tredje kvartal af 2025, og cykelstien forventes derefter at være klar til at modtage de første cyklister i slutningen af 2025.
Vejdirektoratet inviterer i den forbindelse til et informationsmøde, hvor projektet bliver præsenteret, og hvor det vil være muligt at stille spørgsmål.
Kommentarer