Efter 30 år er det slut: Blomstergården siger farvel til det store georgineflor
Dahlia Fairyland. Foto: Blomstergården.
Den sidste weekend i august bliver noget særligt på Blomstergården ved Viborg. Efter 30 år med georginer som fast sensommertradition bliver årets temadage de sidste med det store georgineflor.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
BATUM/RØDDING – Lørdag den 29. og søndag den 30. august inviterer Blomstergårdens Venner til
temadage med georginer i centrum. Begge dage er der rundvisninger klokken 11 og 14 med Villy Mougaard, forfatter til bogen Georginer – efterårets blomsterflor.
I 30 år har georginerne været omdrejningspunktet på Blomstergården den sidste weekend i august. Men i år bliver det sidste gang i den hidtidige form.
Arbejdet med at plante de mange georginer ud om foråret og tage knoldene op igen om efteråret kræver betydelig tid og mange kræfter. Derfor har Blomstergården besluttet at nedskalere georginesamlingen. Fra 2027 vil to nye temadage i stedet sætte fokus på andre dele af parkens mange planter og oplevelser.

- Dahlia Tartan. Foto: Blomstergården.
Mere end 500 sorter sælges ud
I år er hovedparten af georginerne samlet i den tidligere urtehave midt i parken. Her kan besøgende under temadagene bestille knolde til senere levering. Bestillingerne reserveres efter først til mølle-princippet.
Fra uge 43 sælger Blomstergården ud af samlingen på mere end 500 sorter. Mange af dem er gennem årene blevet importeret til Europa af Blomstergården.
En mindre gruppe sorter bliver bevaret til fremtidig udplantning, men det store georgineflor, som gæsterne har kunnet opleve gennem årene, slutter med sæsonen 2026.
De mange år med georginer har også sat andre spor. Villy Mougaards bog Georginer – efterårets blomsterflor var den første danske bog om georginer siden 1947, og gennem årene har han holdt talrige foredrag om dyrkning af planten. Bogen kan fortsat købes på Blomstergården og hos Farmors Georginehave ved Fjerritslev, så længe lager haves.

- Dahlia Ballegos Glory. Foto: Blomstergården.
Rundvisning med råd om dyrkning og vinteropbevaring
På rundvisningerne fortæller Villy Mougaard både om georginerne og om, hvad der fremover skal fylde de områder i parken, hvor georginerne hidtil har stået.
Der bliver også mulighed for at få råd om pasning og vinteropbevaring. Georginer – Dahlia – er ikke vinterhårdføre i Danmark, og derfor vælger mange at grave rodknoldene op om efteråret og opbevare dem frostfrit vinteren over.
Georginer findes i et væld af farver og former, fra små kuglerunde blomster på få centimeter til sorter med blomster på op mod 25-30 centimeter. Begge dage vil der desuden være personer til stede, som kan svare på spørgsmål om dyrkning, pasning og opbevaring af georginer.
Temadagene finder sted lørdag den 29. og søndag den 30. august på Blomstergården ved Viborg. Der er rundvisning med Villy Mougaard begge dage klokken. 11 og 14.

- Dahlia Jeanne D’Arc. Foto: Blomstergården.














Kommentarer