Drop brugen af ordet yderområder
Debatindlæg af Lone Kastberg, Formand for Viborg Landsbysammenslutning.
Kommentar til Klaus Høegs læserbrev med fokus på landdistrikterne.
I Viborg Landsbysammenslutning deler vi også Klaus Høegs undren over, at Viborg Kommune ikke har fundet anledning til at melde sig ind i Landdistrikternes Fællesråd. Det er meget få kommuner i Region Midtjylland, der ikke er medlem af denne organisation, der om nogen er landdistrikternes talerør og høringspart på Christiansborg.
Hvilke grunde der har været til det, kan vi ikke vide, men det kan hænge sammen med at den politiske opmærksomhed, der i Viborg Kommune har været på landdistrikternes vilkår, i mange år har virket ganske beskeden, selvom langt over halvdelen af Viborg Kommunes indbyggere bor udenfor kommunens hovedby Viborg.
Dette er en af hovedårsagerne til dannelsen af Viborg Landsbysammenslutning, der på kun godt et år har fået 46 af kommunens 85 landsbyer som medlemmer. Som det talerør vi er i kommunen, der på frivillig basis knokler på med at få øget den politiske interesse for landdistrikternes trivsel og udvikling.
Vi er som forening blevet medlem af Landdistrikternes Fællesråd, fordi den er livsnerven i samarbejdet med politikere, administrationer og økonomiske institutioner. Kontingentet for medlemskabet udgør for os en betydelig post i regnskabet, men når kommunen ikke vil være med, så er vi nødt til det.
Vi vil ikke bruge tiden på at se tilbage, men koncentrere os om at påvirke fremtiden. Vi har hentet meget inspiration i vores nabokommuner, hvor der i Randers især er handling bag de fine ord om hensigter og principper. Vi vil i tiden frem til kommunalvalget søge at vinde gehør for vores ideer og så håbe på, at det nye byråd vil blive sammensat på en sådan måde, at udviklingen fremover kommer hele kommunen til gode.
Vi kan allerede nu begynde med at fjerne ord som “yderområder” fra den politiske og administrative ordbog. Det handler i vores optik om at italesætte landdistrikterne eller omegnen som en ressource og ikke som en belastning. Vi vil udvikling og ikke afvikling.
Kommentarer