Stoholm

Drømmen om et nyt liv – rejsen til Amerika

Ole Sønnichsen er journalist og forfatter.

Nogle drømte om rigdom og lykke. Andre flygtede fra en fortid med ulykkelige begivenheder. Fælles for de 300.000 danskere der udvandrede til Amerika fra 1850 til 1920 var, at de troede på et bedre liv på den anden side af Atlanten.

 Udvandringen var et drama fyldt med knuste drømme, død, sygdomme og falske forhåbninger, men det er også en historie fyldt med lykke, kærlighed og store drømme, der går i opfyldelse.

 Den historie genfortæller journalist og forfatter Ole Sønnichsen i ord og billeder i ”Den Gamle Rådhussal”, Stoholm den 2. februar kl. 19.00, hvor hangæster Stoholm bibliotek

 Med afsæt i sit tobindsværk ’Rejsen til Amerika’, fortæller han om den spændende og dramatiske udvandring til Amerika via nogle af bogens hovedpersoner.

 Det er for eksempel historien om August Rasmussen, der i 1856 blev træt af herremandens pisk og den manglende stemmeret til tyendet på landet. Det er historien om Jens Jensen, der flygtede til Amerika med naboens datter, som han ikke måtte få, og blev en af landets mest berømte landskabsarkitekter.

 Også mange mennesker forlod Fjends. I Københavns Politis Udvandrerprotokoller for perioden 1869 – 1908 er der registreret over 140 personer som forlod hjemsognet i Fjends for at søge lykken i Amerika. Protokollen fortæller bl.a., at syjomfru Katrine Sofie Espersen 23 år havde sidste opholdssted Vridsted og foreviste billet den 14. april 1896 med bestemmelsessted Denver, Colorado.

Arrangementet er blevet til i tæt samarbejde med Fjends Egnshistoriske Forening, Æ´ Fjandboarkiv, Stoholm Menighedsråd og Sport på tværs og er støttet af Statens Kunstråd.

Billetter til foredraget kan købes på viborgbib.dk, på dit lokale bibliotek eller ved at skrive til mail hep@energimail.dk, og de koster 60 kr.

Kommentarer