Debat og politik

Drikkevand beskyttes mod sprøjtemidler

Debatindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Sundhedsudvalget for Socialdemokratiet

Så lykkedes det endelig at få pesticiderne væk fra de områder, hvor vi henter vores drikkevand. Socialdemokratiet, SF, RV og regeringen har indgået en meget vigtig aftale.

Det er en stor sejr, at der nu ikke mere må sprøjtes omkring drikkevandsboringer. Lodsejerne vil blive kompenseret for tabt indtægt, og udgifterne til denne kompensation skal betales af vandforbrugerne, som kan forvente en forhøjelse af vandregningen på ca. 8-12 kr. om året for en gennemsnitlig husstand. Det er jeg helt sikker på, at vandforbrugerne er villige til at gøre.

Aftalen betyder også, at drikkevandet nu skal screenes betydeligt mere for flere pesticider og pesticidrester, så vi får bedre styr på drikkevandsikkerheden.

Og endelig bliver der også afsat flere penge til økologisk drift, som dermed bliver et redskab til at få sprøjtemidler væk fra drikkevandsområderne.

Vi har i Socialdemokratiet armene over hovedet. Det har været en lang politisk kamp, hvor Socialdemokratiet sammen med SF og RV målrettet har arbejdet for at få  sikkerhed for, at de reservoirers, vi henter vores drikkevand fra, skal være fri for nedsivning af gifte. Og vi lover, at vi fortsat vil kæmpe for vores rene drikkevand.

Enhedslisten og Alternativet står desværre uden for aftalen.

Kommentarer