Viborg By

DR rykker ind i Tinghallen

Mads Steffensen – tager hele Monopolet med i Tinghallen den 3. marts.

Lørdag den 3. marts kommer til at stå i DR´s tegn i Tinghallen i Viborg. Om aftenen kan du opleve en live-udgave af Mads & Monopolet fra det populære spørgeprogram på DRP4, som hver lørdag formiddag samler næsten en million lyttere. Samme dags eftermiddag er der stjernebesat MGP-show.

Til Mads & Monopolet er det som sædvanlig radio- og tv-studieværten Mads Steffensen, der styrer løjerne – og formidler diverse dilemmaer fra danskernes hverdag til Monopolet, som denne aften består af Hella Joof, Søren Pind og Mads Christensen.

– Sidste år lagde Mads & Monopolet også vejen omkring Tinghallen. Det var en rigtig spændende aften, hvor der både blev lyttet og leet, så det glæder mig, at viborgenserne nu atter får en unik mulighed for at opleve holdet for fuld udblæsning, siger Tinghallens adm. direktør Claus Donslund.

MGP-deltagere live i Tinghallen

Mens Mads & Monopolet boltrer sig i Tinghallen om aftenen den 3. marts, er det en noget yngre skare af artister, som indtager scenen om eftermiddagen, nemlig en række af deltagerne fra MGP-koncerten, som
for kort tid siden kunne ses på tv.

Tæt på én million seere fulgte med, da 11-årige Mille fra Risskov ved Aarhus vandt konkurrencen med
sangen “Til næste år”. I alt 10 unge solister og grupper deltog i den tv-transmitterede koncert. Mange af deltagerne kan den 3. marts opleves i Tinghallen. Live, vel at mærke.

Glade for samarbejdet

– Der er ingen tvivl om, at lørdag den 3. marts bliver en rigtig spændende dag og aften i Tinghallen. Jeg er utroligt glad for vores fine samarbejde med DR. Her kommer det så til udtryk gennem de to arrangementer Mads & Monopolet og MGP-showet – til glæde for både børn og voksne, siger adm. direktør Claus Donslund.

Billetter til de to events kan købes på Tinghallens billetkontor og på tinghallen.dk.

Kommentarer