DGI Hærvejsløbet får stor bevilling fra Sport Event Denmark og satser internationalt
DGI Hærvejsløbet skal med økonomisk støtte fra Sport Event Denmark udvikles til et internationalt breddeidrætsevent. Satsningen vil kunne mærkes for både de udenlandske deltagere, det danske foreningsliv og målbyen Viborg.
DGI Hærvejsløbet skal i fremtiden byde velkommen til flere internationale deltagere.
Sport Event Denmark har valgt at støtte DGI Hærvejsløbet over en treårig periode, og allerede i år ligger der en bevilling på 750.000 kroner. Baggrunden er Sport Event Denmarks ambition om at udvikle et stort internationalt breddeidrætsevent på dansk jord, og valget er faldet på DGI Hærvejsløbet.
Det glæder løbsdirektør Magnus Korsgaard Nielsen, der er hurtig til at sende anerkendelsen videre til de mange arrangørforeninger.
”Det er de danske idrætsforeningers fortjeneste, at DGI Hærvejsløbet i dag er Danmarks bedste og største tilbagevendende motionscykelløb. Uden de mere end 700 frivillige, der hvert år hjælper til både før, under og efter løbet, kunne vi ikke sende mere end 5.000 deltagere ud på cyklerne. Derfor er vi utrolig stolte over, at Sport Event Danmark anerkender det arbejde og tror på, at vores event også kan tiltrække flere udenlandske deltagere,” siger han.
Smitter af på foreningslivet
Bevillingen fra Sport Event Denmark skal blandt andet bidrage til at løfte kvaliteten af DGI Hærvejsløbet på alle fronter til et endnu højere niveau.
Et bedre DGI Hærvejsløbet er ikke kun en gevinst for de udenlandske deltagere, men vil også give danske deltagere en endnu bedre oplevelse. På den måde tror løbsdirektøren på, at den internationale satsning også kan smitte positivt af på den danske idrætsdeltagelse.
”Vi tror på, at det internationale fokus kan løfte DGI Hærvejsløbet og gøre det endnu mere attraktivt for endnu flere danskere. Vi oplever, at DGI Hærvejsløbet er den katalysator, der får flere til at klikke i pedalerne og blive aktive, og rigtig mange fortsætter med at cykle efter eventet. På den måde kan denne satsning være med til at få flere i gang med at cykle,” siger han.
DGI Hærvejsløbet kanaliserer hvert år omkring 1 mio. kroner ud i det danske foreningsliv til de 21 idrætsforeninger, der stiller med frivillige til eventet. Med flere deltagere vil beløbet vokse og på den måde også styrke de deltagende foreninger økonomisk.
Styrker dansk idræt og turisme
Sport Event Denmark arbejder for at udvikle store internationale idrætsevents i Danmark og igennem disse at involvere og begejstre danskerne, skabe stolthed, udvikle idrætten, skabe vækst og turismeomsætning samt markedsføre Danmark internationalt.
De senere år er det blandt andet sket gennem en række store internationale events, mesterskaber og slutrunder for eliten i forskellige idrætsgrene. Denne gang ønskede Sport Event Denmark at støtte et event med potentiale til at sætte den brede befolkning i bevægelse, fortæller direktør Lars Lundov.
”Netop disse elementer ser vi store muligheder for med en international dimension på DGI Hærvejsløbet. Eventet og Viborg som målby har udviklet et stærkt nationalt deltagerfundament, så lanceringen af en international dimension kan i høj grad koncentrere sig om international markedsføring og turismemæssige aspekter,” siger han.
Stor gevinst for Viborg
I Viborg Kommune glæder man sig også over bevillingen og den internationale satsning. DGI Hærvejsløbet har mål på Paradepladsen i Viborg, hvor deltagerne fra de 11 forskellige ruter samles til paradekørsel og stor fejring.
Udsigten til flere internationale deltagere er godt nyt for det lokale forretningsliv og ikke mindst Viborgs hoteller, restauranter og caféer. De udenlandske deltagere har også en helt særlig oplevelse i vente, for DGI Hærvejsløbets placering den 25. juni falder som altid sammen med den traditionsrige kulturfestival Snapsting.
”Vi har altid haft et godt samarbejde med DGI Hærvejsløbet, og vi glæder os over, at eventet fremover satser på at tiltrække flere udenlandske deltagere. Det er en fantastisk mulighed for Viborg Kommune. Det smitter af på det lokale forretningsliv, og samtidig styrker det foreningslivet. Vi glæder os til at vise Viborg flot frem for de besøgende,” siger borgmester Ulrik Wilbek.
Allerede i år inviteres en række udvalgte turoperatører og pressefolk fra lande som Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien for at prøvekøre og opleve DGI Hærvejsløbet. Frem mod 2023-løbet intensiveres markedsføringsindsatsen mod de udenlandske deltagere.
Fakta: DGI Hærvejsløbet
DGI Hærvejsløbet er Danmarks største tilbagevendende motionscykelløb. I 2021 deltog mere end 6.500 cyklister på de mange forskellige ruter.
I år byder DGI Hærvejsløbet på 11 forskellige ruter på landevej, MTB og gravel. Den længste og mest ikoniske rute starter i Flensborg, men alle ruter følger i store træk Hærvejen enten fra nord eller syd mod målbyen Viborg.
Hærvejen ligger på Jyllands højderyg og tjente i århundreder som en vigtig rute for både hære, kvægdrivere, handelsmænd og pilgrimme. I dag er Hærvejen en rekreativ rute på flere hundrede kilometer for vandrere og cyklister gennem det bedste af den jyske natur.
Kommentarer