Af Peter Juhl, Det Konservative Folkeparti

Der var engang i Kongeriget Viborg Kommune et byråd, hvor mange kloge hoveder en dag sad og nikkede alvorligt og vigtigt over et nyt forslag:

“Lad os indføre betalt parkering i midtbyen,” sagde de. “For snart vil hospitalet også tage betaling, og så vil patienterne og de pårørende fylde alle byens pladser, så ingen handlende kan finde pladser til deres køretøjer”

De fine politikere pudsede brillerne, skrev notater og talte om “kapacitet”, “trafikregulering” og “budgetansvar”.

Det lød så klogt, at man næsten kunne høre ekkoet i byrådssalen.

Men nede i det bagerste hjørne af byrådssalen, spurgte jeg forsigtigt:

“Er I nu sikre på, at det er klogt? Hvad nu hvis hospitalet ikke ender med at indføre betaling? Skulle vi ikke lige vente og se?”

De fine rystede på hovedet.

“Åh Peter,” du er da lidt af en Klods-Hans sagde de hånligt, “du forstår dig ikke på storpolitik. Regionen har jo besluttet det og det er sådan de bliver! Vi har de helt rigtige kontakter til de højere magter (Regionsrådet), så det er sikkert og vist”.

Og sådan red de ud på deres gyldne løfter og flotte budgetforlig.

Jeg tog i stedet min gamle ged, en død krage og lommerne fulde af sund fornuft – og red ud for at se, hvordan det gik.

Byens handlende sukkede, mens Kongerigets indbyggere råbte op, og oldermandens lokale avis skrev side op og ned i et omfang, der sjældent set.

Som den vise røst i tårnet påpegede oldermanden igen og igen i avisen: “De har jo ingen klæder på!”

Men de fine gik videre, stolte som kejseren i et helt andet eventyr, mens borgerne stod og rystede på hovedet.

Lige lidt hjalp det, beslutningen var taget.

Sommeren kom og Regionen meldte ud, at de alligevel ikke ville indføre betaling ved hospitalet.

Tilbage stod hele kongeriget Viborg måbende med betalingsautomater og apps for halvanden million skattekroner, vrede borgere og tomme butiksvinduer.

Men så en dag – lige nu – seks uger før valget – har de vise politikere, der først sagde ja og siden ikke ville høre, heldigvis og helt mageløst pludselig fået øje på sandheden:

“Det var måske ikke så klogt alligevel,” siger de nu, som om de selv havde fundet på det.

En lille dreng på gaden hvisker til sin mor, at der er noget der lugter – ikke som stegte hanekyllinger, men mere af flæsk. For handler det mon nu om kun om frygten for, at kongerigets indbyggere slet ikke ville stemme på dem?

De rider ufortrødent gennem byens tomme p-pladser og råber: “Se, hvor fornuftige vi er blevet”, mens de håber, at ingen husker, hvem der satte det hele i gang.

Men hvad der er sikkert og vist er, at borgerne i kongeriget Viborg Kommune er ikke dumme.

De kan godt se, når kejseren står uden klæder – eller at Klods-Hans faktisk havde ret fra begyndelsen.

Og sådan ender dette eventyr lykkeligt, med en bymidte der nu er fri for betalt parkering, til glæde for både butikkerne, kunderne og ja alle indbyggerne i kongeriget. Om Klods Hans får prinsessen og det halve kongerige, må stå hen i det uvisse indtil 18. november.