Viborg By

Den gode museumsoplevelse

Foto: @lotteleemoeller. Den tidligere landsretsbygning, hvor fremtidens bymuseum i Viborg præsenterer den nye, permanente udstilling i 2021.

Nyt Viborg Museum inviterer borgere i Viborg Kommune med som deltagere i en spændende workshop, der sætter den enkelte borgers drøm om den gode museumsoplevelse i fokus.
 
Nyt Viborg Museum stiller spørgsmålet ”Hvad er den gode museumsoplevelse for dig”? Det sker, når museet slår dørene op for en borgerinddragende workshop onsdag den 15. november 2017 kl. 19.00 i foredragssalen på Hjultorvet 9 i Viborg.

Deltagerne inviteres til at komme med input til, hvordan byens historie skal præsenteres på det nye museum, der åbner i 2021 i den tidligere landsretsbygning. De nye udstillinger kommer til at præsentere historien om Viborg gennem de seneste 1000 år og belyser dermed vores købstads fantastiske historie. Den nye udstilling skal ligeledes vise, hvordan ting der har fundet sted i Viborg, har haft indflydelse på alle danskeres liv.

Det er besluttet, at udstillingerne skal kredse om tre temaer – kongemagt, kirkemagt og retsvæsen! Men det er ikke besluttet hvordan. Det er nemlig vigtigt for museet at høre, hvordan borgerne drømmer om at opleve historien på fremtidens Viborg Museum.
 
Alle interesserede inviteres til at præge arbejdet med at udvikle det nye bymuseum i Viborg ved at deltage i den spændende workshop. Nyt Viborg Museum ser frem til at høre både gode idéer, forventninger og gode råd fra borgerne. Der vil være oplæg ved formidlingsinspektør Rikke Johansen Smidt, som efterfølgende også er ordstyrer.
 
Museets borgerinddragende workshop foregår onsdag den 15. november 2017 fra klokken 19.00-21.00 i museets foredragssal på Hjultorvet nr. 9. Der er ikke behov for tilmelding til arrangementet.
 

Kommentarer