Debat og politik

Debat: Motorvej til Viborg – hvordan ?

Kurt Mosgaard, Mønsted, formand for Venstre i Viborg Kommune. Pressefoto

Debatindlæg af Kurt Mosgaard, Mønsted, formand for Venstre i Viborg Kommune

Vi vil gerne have gode skoler, børnehaver, plejehjem og sportsanlæg i Viborg Kommune. Også gerne en lav skat, så der er god privatøkonomi med råd til fornødenheder og velfærd efter eget valg.

Det kræver virksomheder i god udvikling og fastholdelse af vore borgere – og tilflytning af nye virksomheder og borgere.

Desværre er den ellers så positive udvikling stagneret det seneste års tid. Nye tilflyttere vælger i stedet at bosætte sig, hvor der er anlagt motorveje – Herning, Holstebro og Silkeborg.

Det er afgørende for en positiv udvikling, at Viborg også kobles på motorvejsnettet, og at vejen til vækst-lokomotivet Aarhus rute 26 opgraderes.

Mange byråds- og folketingspolitikere har på sidelinjen kaldt en motorvej til Viborg for en umulighed, andre synes direkte at have arbejdet imod.

I min optik er der reelt kun Kristian Pihl Lorentzen, som med sit trafikordførerskab i Venstre har arbejdet vedholdende og energisk for både rute 26 og motorvejen til Viborg. I det nylige trafikforlig mellem regeringen og DF har Kristian formået at afsætte et stort fingeraftryk, så motorvejen og rute 26 nu er ”på vej”.

Dermed kan Kristian forhåbentlig snart skrive endnu et par succeser på sit politiske CV oven i alt det, der i forvejen kan tilskrives ham: placeringen af hovedkvarteret for hjemmeværnets landsdelsregion Fyn-Jylland i Skive, 2 millioner til Danske Soldaters Mindelund ved Rindsholm Kro, naturgas-hovedkvarteret i Viborg, Forsvarets Auditørkorps til Viborg og mange statslige arbejdspladser, bl.a. i Foulum og på Flyvestation Karup.

Hvis det også skal lykkes med rute 26 og hærvejsmotorvejen så er det vigtigt, at Kristian Pihl Lorentzen bliver genvalgt til Folketinget – det vil gavne vores fælles fremtid i Viborg Kommune.

Kommentarer