Vammen

Debat: Det er godt nok mange lastbiler

Visualisering af biogasanlæg fra Tjele Møllevej ved broen over Tjele Å. Visualisering: Planenergi

Debatindlæg af Morten Lange, Fastrupvej 6, 8830 Tjele.

35000 lastbiler på de små veje omkring Vammen, Rødding og Foulum – Det er godt nok mange.

35000 lastbiler årligt bliver der talt og skrevet om. Dette i forbindelse med ansøgningen om at etablere biogas anlæg på Sønderupvej, ca. 800 meter syd for Vammen .

35000 lastbiler årligt når anlægget  er i normal drift. Hvis tallene holder. Ind til videre er ansøgers tal omkring kapacitet og størrelse, i vid udstrækning bare vokset.

35000 lastbiler som skal transportere biomasse til anlægget, eller afgasset biomasse fra anlægget . Måske bare tomme vogne der skal hente eller bringe.

35000 lastbiler som skal gennem Rødding, Vammen, Nr.Vinge, Foulum og Ørum for at komme frem til det sted som er udpeget som egnet placering af biogasanlægget.  

35000 tonstunge lastbiler som skal køre på vores skoleveje, som for en stor dels vedkommende er uden eller til dels uden cykelstier. Det synes jeg er bekymrende.

35000 lastbiler skal fragte ca 250.000 tons biomasse af Margurite rute og skoleveje, fordi  2 landbrug på Sønderupvej selv kan producere 30000 tons. Det betyder at ca. 90% af biomassen skal transporteres til anlægget

35000 lastbiler det er til at forstå.  Det er mange lastbiler. Sværere er det at forstå at Viborg Kommune har valgt samme rådgiver som firmaet der ansøger om tilladelse. På borgermødet 18. marts på Foulum blev samme spørgsmål rejst og svaret fra planchefen ved Viborg kommune var at ”det var nemmest”!.  Ingen grund til bekymring – det skal nok gå ordentligt for sig…..Det er dog ikke sikkert at “det der er nemmest” også er bedst i denne sammenhæng.

35000 lastbiler – Jeg kan ikke i min vildeste fantasi  forestille mig at Klima- og Miljøudvalget og i sidste ende byrådet vil lægge ”navn” til dette. Der til er det ganske enkelt for ”tosset”.

Kommentarer