Debat: Biogasanlæg på Sønderupvej 1 versus biogasanlæg i Grønhøj
Debatindlæg af Lone Jensen, Enebærvej 1, Vammen, 8830 Tjele
Netop nu inviteres der fra anden side til bustur til anlægget i Grønhøj, og det er en fin ide. Jeg har selv tidligere deltaget i en lignede bustur. Min opfordring til de der deltager på turen er derfor:
– Læg mærke til adgangsveje til anlægget.
– Læg mærke til højde på bygninger og tanke og forestil dig så at der lægges 4-14 meter ovenpå. Og endnu mere på skorstenen.
– Læg mærke til lugt de forskellige steder på anlægget.
– Læg mærke til lyd fra anlægget.
– Læg mærke til landskabet anlægget er placeret i.
– Læg mærke til hvor langt/tæt på nærmeste naboer, ud over selve gården, er.
– Læg mærke til hvor tæt på man skal komme før man ser anlægget.
Hold alt dette op mod den placering der ønskes på Sønderupvej 1 og til den anlægsudformning der ønskes på Sønderupvej 1 og tag selv stilling til hvad du tænker?
Er det acceptabelt for området? For naturen? For naboer? For borgere der bliver berørt af den megen trafik og de andre gener i forhold til lugt og larm m.v.?
Hav selvfølgelig også i mente at når man viser sådan et anlæg frem, kommer det til at tage sig ud fra sin bedste side. Det er ligesom når vi selv inviterer gæster der hjemme.
Kommentarer