Viborg By

De Frivilliges Hus og Borgerhuset Stationen flytter sammen

Det nye år betyder ny adresse for De Frivilliges Hus, som fremover får fælles adresse med Borgerhuset Stationen på Ll. Sct. Hans Gade 7 i Viborg.

Masser af muligheder for synergi, samarbejde på tværs af de to selvejende institutioner og muligheden for at skabe et fantastisk “Stationen” for kommunens borgere. Det er nogle af de fordele, som ligger lige for, når De Frivilliges Hus og Borgerhuset fremover får adressefællesskab i Ll. Sct. Hans Gade i Viborg.

Ser frem til styrket samarbejde
Hos De Frivilliges Hus ser formand Pernille Cornelius frem til at få mere plads og bedre tilgængelighed, når foreningen, der har cirka 140 medlemsorganisationer, flytter ind i de nye rammer.

– Vi flytter faktisk ind allerede i begyndelsen af december måned, og vi glæder os rigtig meget til at byde alle vores sociale foreninger, organisationer og frivillige indenfor i vores nye “hjem”, siger Pernille Cornelius. Hun glæder sig til at samarbejde med den nye nabo og til sammen at skabe et inspirerende og indbydende hus på tværs af kultur- og socialområdet.

I Borgerhuset står man klar til at tage imod den nye nabo.

– Jeg ser frem til, at vi kan skabe et hus, hvor borgerne får mulighed for at nyde godt af, at vi samler kræfterne. Vi har så mange snitflader, at det giver god mening at samle det hele i et hus, siger formand for Borgerhuset Peter Jarly. Han mener, at koordinerede arrangementer giver mulighed for mere aktivitet for de samme penge.

Når De Frivilliges Hus er flyttet ind, vil de to institutioner forsætte deres vante arbejde inden for henholdsvis socialområdet og kulturområdet, men vil også sammen arbejde for at skabe et fantastisk fælleshus i håb om at styrke det frivillige arbejde i Viborg Kommune.

Viborg Byråds Sammenhængsmodel har blandt andet to konkrete mål,som handler om at øge graden af frivillighed og reducere antallet af ensomme, som de to institutioner både sammen og hver for sig vil støtte aktivt op om.

Samarbejdsaftale er nu på plads
De to selvejende institutioner og Viborg Kommune har i efteråret 2019 indgået en samarbejdsaftale, der beskriver rammerne for blandt andet fordeling og brug af lokalerne i huset på Ll. Sct. Hans Gade.

– Både Social- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget får nu samarbejdsaftalen på som et orienteringspunkt på næste møde. Aftalen markerer afslutningen på et langt forløb med forhandlinger mellem parterne, som er endt med et rigtig godt resultat, og som lover godt for et styrket samarbejde på frivilligområdet, siger Åse Kubel Høeg, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune.

Kommentarer