DAT kaster håndklædet. Nu skal der findes en ny operatør i Midtjyllands Lufthavn
Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) har efter blot fire måneder besluttet at indstille al aktivitet fra Midtjyllands Lufthavn. Formand for lufthavnen, Ulrik Wilbek, er i dialog med flere mulige operatører i Midtjyllands Lufthavn, skriver Viborg Kommune i en pressemeddelelse onsdag.
Efter en længere pause genoptag DAT den 17. april i år flyvningerne Midtjyllands Lufthavn og Københavns Lufthavn.
Nu har DAT imidlertid meddelt, at selskabet stopper flyvningerne igen pr. 8. september, og det betyder, at Midtjyllands Lufthavn er på udkig efter en ny operatør på ruten.
– Efter næsten et halvt års pause i flyvningerne er det naturligt, at det tager tid at få alle passagerer tilbage på ruten. Vi så imidlertid en god udvikling med pæne tal specielt på morgenflyvningerne fra Midtjyllands Lufthavn til Københavns Lufthavn og aftenflyvningerne fra København. Derfor ærgrer jeg mig over, at DAT nu har opsagt aftalen. Men ærgrelse hjælper ikke noget, så for bestyrelsen handler det nu om hurtigst muligt at få undersøgt, om det er muligt at lave en aftale med en anden operatør, siger bestyrelsesformand for Midtjyllands Lufthavn, Ulrik Wilbek i pressemeddelelsen.
Han er allerede godt i gang med det arbejde.
– Vi arbejder meget fokuseret med en mulig operatør, der kan overtage ruten. Jeg kan jeg ikke sige noget konkret på nuværende tidspunkt, men jeg er optimistisk i forhold til at finde en løsning, siger Ulrik Wilbek.
Bestyrelsen i Midtjyllands Lufthavn mødtes onsdag, hvorefter medarbejderne i lufthavnen blev orienteret om situationen.
Kommentarer