Danske Vandløb: Drop planer om at pumpe spildevand over vandskel
Foreningen Danske Vandløb bakker op om lokale protester mod Viborg Kommunes planer om at lede mere renset spildevand til Nørreå og Randers Fjord.
Viborg Kommunes planer om at spildevand fra oplandet til Hjarbæk Fjord skal pumpes til Bruunshåb rensningsanlæg ved Viborg og herfra videre gennem Nørreå til Randers Fjord møder stor modstand lokalt, og nu går den landsdækkende forening Danske Vandløb ind i sagen.
Medlem af bestyrelsen i Danske Vandløb, Steen Rasmussen, oplyser, at foreningen støtter formand for Nørreålav, Lone Frandsen, i sagen og mener, det er forkasteligt, at kommunen vil pumpe vand hen over vandskellet i strid med et EU-direktiv.
Steen Rasmussen læner sig op ad en lignende sag fra Sønderjylland, hvor lokale protester førte til, at Haderslev Kommune opgav at godkende, at forsyningsselskabet Prova pumpede spildevand fra den vestlige side af vandskellet til et rensningsanlæg og videre til udledning i Lillebælt.
Der var massiv lokal modstand mod planerne, og det var holdningen i Sønderjylland, at projektet var i strid med EU-vandramme-direktivet, hvor de enkelte vandoplande ikke må tilføres yderligere vand. Blandt andet tidligere miljøminister Hans Chr. Schmidt gik ind i sagen i arbejdet for at få stoppet planerne.
– Den sag har utrolig mange lighedspunkter med sagen i Viborg Kommune, og jeg mener, at kommunen bør lære af erfaringerne fra Sønderjylland, siger Steen Rasmussen.
Sammen med formand for Danske Vandløb, Helge Danneskiold-Samsøe, understreger han, at planerne bør tages af bordet.
Steen Rasmussen har især fokus på, at miljøvurderingerne af konsekvenserne for Nørreå og Randers Fjord baserer sig på et regnestykke og en vurdering af, at de øgede mængder spildevand ikke vil influere på forholdene i Nørreå.
– Beregninger viser, at vandstanden i åen vil stige, men alligevel vil Viborg Kommune ikke skabe plads til den øgede afstrømning i Nørreå. Det vil få store konsekvenser for lodsejerne også set i lyset af de stigende regnvandsmængder. De første dage af januar har vist, at regnvandsmængder er stigende, og at det påvirker vandløbene med oversvømmelser til følge, påpeger han.
Dertil kommer, at der kan forventes flere miljøskadelige stoffer i vandet, hvilket vil påvirke miljøtilstanden ikke bare i åen, men også i Randers fjord, lyder vurderingen.
– Jeg kan kun opfordre Viborg Kommune til at droppe planerne om at pumpe spildevand over vandskellet. Det vil forrykke balancen i vandløbene til skade for miljøet og naturen. I forvejen har vi store problemer med afledning af vandet og oversvømmelser, og dette projekt vil skubbe yderligere til en dårlig udvikling, siger Steen Rasmussen.
Kommentarer