Kultur

Danmarkspremiere på bogudgivelse og koncert om digteren Morten Nielsen på Skakbrættet

Min Trio kalder de sig, de 3 musikere Gorm Bull , Palle Hjorth (begge klaver) og Nikolaj Heyman (guitar), som på mandag gæster hovedbiblioteket. Pressefoto

I de seneste 3 år har sangskriverne Gorm Bull og Palle Hjorth lagt liv og sjæl i bogen og et musikalbum om digteren Morten Nielsen. Nu er både bog og album klar til at se dagens lys og resultatet kan opleves ved en viborgensisk release-koncert på Hovedbiblioteket i Viborg på mandag 30. april. Og det er faktisk en Danmarkspremiere.

Ikke mange kender Morten Nielsen, som døde meget ung i 1944. Kun 22 år! Det gør Gorm Bull og Palle Hjorth nu noget ved. Sammen med guitaristen Nikolaj Heyman drager de landet rundt for at fejre udgivelsen af album og bogen, ”Mit liv er alles”.

Målet er at sprede kendskabet til en digter, som har inspireret mange af de forfattere og digtere, vi kender i forvejen.

– Morten Nielsen var en følsom sjæl præget af både frygt for og længsel efter livet. Digtene er stærke, smukke og mere relevante end nogensinde før. Vi glæder os til at præsentere bogen og Morten Nielsens digte tilsat musik, fortæller Gorm Bull, som har sat musik til 14 digte.

Kendte har kommenteret

14 kulturpersonligheder – blandt andet Benny Andersen, Ghita Nørby, Troels Kløvedal, Katinka Bjerregaard og Ulrik Wilbek – har kommenteret Morten Nielsens poesi i bogen ”Mit liv er alles”.

Koncerten bliver en rejse tilbage i tiden. En rejse gennem kærlighed, afmagt, empati, glæde og angst. En fortid som på sin vis minder om nutiden.

Det er mandag den 30. april klokken 19.30 på Hovedbiblioteket i Viborg, at trioen bestående af Gorm Bull, Palle Hjorth bag tangenterne og Nikolaj Heyman på guitar giver koncert.

Vinstuen, der drives af frivillige ildsjæle, laver pop-op-bar til koncerten, så der er mulighed for at købe et glas rød- eller hvidvin før eller efter koncerten.

Der er fri entré, og der bliver mulighed for at købe bogen.

Kommentarer