Damsgaard deltager i åbning af Nævnenes Hus
Direktør for Nævnenes Hus Christian Lützen har inviteret formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard til at deltage i den officielle åbning af Nævnenes Hus, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen og Viborgs borgmester Torsten Nielsen også deltager.
– Jeg glæder mig til at deltage i åbningen af Nævnenes Hus i morgen og er sikker på, at de mange kvalificerede medarbejdere vil sikre en høj juridisk faglighed, der er afgørende i forhold til den nye styrelses opgavevaretagelse, siger Steffen Damsgaard.
Nævnenes Hus er en ny styrelse under Erhvervsministeriet. Styrelsen er en fusion af enheder fra Miljø- og Fødevareministeriet, Undervisningsministeriet, Energi, Forsynings- og Klimaministeriet og Erhvervsministeriet.
Styrelsen er flyttet til Viborg som led i regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser – Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder.
– I Viborg er der et stærkt juridisk miljø, og det har derfor heller ikke været noget problem at finde kvalificeret arbejdskraft til Nævnenes Hus. Det viser, at udflytning af statslige arbejdspladser sagtens kan lade sige at gøre, samtidig med at der sikres høj kvalitet i det arbejde der udføres, siger Steffen Damsgaard.
Åbningen er fredag den 6. januar 2017 kl. 14.30 på Toldboden 2, 8800 Viborg. Steffen Damsgaard er til rådighed for pressen i forbindelse med åbningen.
Kommentarer