Rødding

Dahliafestival på Blomstergården ved Viborg

Dahliafestivalen på Blomstergården i Batum ved Viborg trækker publikum til fra hele landet. Fremsendt foto

Lørdag den 24. og søndag den 25. august 2019 inviterer Blomstergårdens Venner til Dahliafestival på Blomstergården ved Viborg.

Årets Dahliafestival opbygges i telte, hvor der præsenteres mange forskellige georginer og stand med præsentation af de forskellige typer georginer opdeles i.

Georginer, som på latin hedder Dahlia, hører til blandt havens mest populære blomster på grund af dens blomstervillighed og farverige blomster. Georginer findes i stort set alle farvenuancer. Blomstringen starter typisk i starten af august og bliver ved til den første nattefrost. Georginer er velegnede til afskæring til buketter. Faktisk giver de flere blomster, når der hele tiden bliver klippet blomster af den enkelte plante.

Rundvisning

Begge dage bliver der rundvisning klokken 11, 13 og 15. På rundvisninger viser Villy Mougaard rundt og fortæller blandt andet om georginerne og nogle af de mest spændende træer, turen også går forbi. Der bliver undervejs givet gode gode råd om pasning og pleje af sine georginer, og hvordan man undgår skadedyr i blomsterne.

Der er georginer i næsten alle farver med blomster fra små pomponer og dekorative på 3-4 centimeter i diameter til de store giganter, der måler over 25 centimeter.

I Parken er der udplantet mere end 2500 georginer forskellige steder mellem de mange spændende træer og buske. Der kan bestilles georgineknolde fra den store samling til levering i foråret 2020.

I pagt med naturen

Parken dyrkes i et tæt samarbejde med den omkringliggende natur. Det har været magtpåliggende for Villy Mougaard, at parken ikke må påvirke den naturlige balance i området. Parken er anlagt på et tidligere landbrugsareal, der er meget kuperet. Fredede, danske vilde planter får i et vist omfang lov til at indtage parken. På rundvisningerne fortæller Villy Mougaard om nogle af de sjældne planter, der kan dukke op i en have, når der anvendes en nænsom ‘rengøring’.

Bekæmpelse af skadedyr foregår stort set kun med naturens hjælp – kun den invasive røde snegl bliver fodret med sneglegift, når solsorte og pindsvin ikke kan følge med. Alt dette kommer Villy Mougaard kort ind på, når han viser rundt i parken.

Hvis vejret er med, bliver der sikkert også mulighed for at se en del af de sommerfugle, som har fundet sig til rette i parkens omgivelser.

Kommentarer