Dahliafestival på Blomstergården ved Viborg
Lørdag den 25. og søndag den 26. august 2018 inviterer Blomstergårdens Venner til Dahliafestival på Blomstergården ved Viborg.
Dahliafestival 2018 bliver noget anderledes end de besøgende er vant til. I haven står de cirka 700 forskellige georginer så flot som de ikke har gjort i mange år. Den varme sommer, hvor de har fået tilført masser af vand, har givet store flotte planter med masser af blomster. Anderledes ser det ud i marken, hvor vi ikke har kunnet vande.
Her har der ikke været så meget gang i den. Georginerne er ganske små og blomstringen er stadig på begynderstadiet i mange sorter.
Georginer, som på latin hedder Dahlia, hører til blandt havens mest populære blomster på grund af dens blomstervillighed og farverige blomster. Georginer findes i stort set alle farvenuancer.
Blomstringen starter typisk i starten af august og bliver ved til den første nattefrost. Georginer er velegnede til afskæring til buketter. Faktisk giver de flere blomster, når der hele tiden bliver klippet blomster af den enkelte plante.
I teltet bliver der i år en ny form for udstilling, hvor man let kan overskue nogle af de mest populære sorter og de forskellige typer. Det er første gang vi laver udstilling på denne måde, men noget andet skal jo prøves en gang imellem.
Begge dage bliver der rundvisning klokken 11, 13 og 15. På rundvisninger viser Villy Mougaard rundt og fortæller blandt andet om hvordan man kan se konsekvensen af den tørre sommer på georginerne. Der bliver også tid til gode råd om pasning og pleje af sine georginer og hvordan man undgår skadedyr i georginerne.
Der er georginer i næsten alle farver med blomster fra små pomponer og dekorative på 3-4 cm i diameter til de store giganter, der måler over 25 cm. I Parken er der udplantet mere end 2500 georginer. Der kan bestilles georgineknolde fra den store samling til levering i foråret 2019.
Parken dyrkes i et tæt samarbejde med den omkringliggende natur. Det har været magtpåliggende for Villy Mougaard, at parken ikke må påvirke den naturlige balance i området. Parken er anlagt på et tidligere landbrugsareal, der er meget kuperet.
Fredede, danske vilde planter får i et vist omfang lov til at indtage parken. På rundvisningerne fortæller Villy Mougaard om nogle af de sjældne planter, der kan dukke op i en have, når der anvendes en nænsom rengøring.
Bekæmpelse af skadedyr foregår stort set kun med naturens hjælp – kun den invasive røde snegl bliver fodret med sneglegift, når solsorte og pindsvin ikke kan følge med. Alt dette kommer Villy Mougaard kort ind på, når han viser rundt.
Hvis vejret er med, bliver der sikkert også mulighed for at se en del af de sommerfugle, som har fundet sig til rette i parkens omgivelser.
Kommentarer