Livsstil og forbrug

Dagli’Brugsen i Ørum genopliver Open by Night i ny udgave

14. juni 2019 afholdte Ørum sjette udgave af Open by Night, som trak masser af folk til. Året efter satte coronaen en stopper for den ellers populære begivenhed. På torsdag genoplives traditionen i en beskåret udgave med Ørum Torv, der siden har undergået en markant forandring, som omdrejningspunkt og med fokus på lokalområdets mange frivillige og foreninger. Arkivfoto: Henrik Christensen, HC. Fritidsfoto

På torsdag inviterer Ørum, med Dagli’Brugsen i spidsen, til Open by Night. Omdrejningspunktet er Ørum Torv, hvor byens og lokalområdets mange foreninger vil være til stede.

Af Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk

ØRUM – I seks år nåede Ørum at holde Open by Night, indtil coronaen satte en stopper for det i 2020.

Nu har uddeler i Dagli’Brugsen, Arne Andersen, taget initiativ til en ny udgave af arrangementet; ønsket er at genoplive den tidligere og populære tradition, denne gang dog i en beskåret udgave, hvor centrum for aftenen er lokalområdets foreninger og frivillige, der stiller op på Ørum Torv for at fortælle om deres bedrifter og mange gode tilbud til borgere i alle aldre, fortæller uddeleren.

– Vi har lige overstået en velgennemført Molfoørfest, som er et godt eksempel på, hvad byen og egnens mange frivillige kan udrette, ligesom vi i sin tid gjorde med Open by Night, som vi nu præsenterer i en ny udgave, siger Arne Andersen og tilføjer:

– Med arrangementet på torsdag vil vi i højere grad end tidligere sætte fokus på og præsentere byens foreninger og frivillige.

For at trække folk til giver han rabat på de fleste varer i butikken, og ude på torvet sælger bestyrelsen grillede pølser med mere samt forfriskninger, hvor overskuddet går til foreningerne.

Butikken ved OK tanken er også på banen med smagsprøver på deres specialvarer og salg af Molfoørvinen, hvor hver flaske sender en femmer videre til foreningerne. Og genbrugsbutikken, holder tilsvarende åbent under arrangementet, som varer fra klokken 17 til 21.

 

Kommentarer