Cirkus Arena åbner sin eventyrbog i Viborg
Motor Mille styrer slagets gang, når Arena for første gang nogensinde åbner op for sin store eventyrbog med magiske cirkushistorier fra hele verden. Det kan opleves, når cirkuset kommer til Viborg i weekenden den 20.-21. maj.
I år er det en helt nytænkt forestilling med eventyr og nyskrevet cirkus-popmusik, der skal binde forestillingen sammen og ramme både børn og voksne”. Sådan beskriver instruktør Mille Gori årets cirkusforestilling.
Vær med når eventyrene kommer til live i manegen
Arenas cirkusdirektør Benny Berdino skal til at sætte gang i de mange eventyrlige fortællinger, da han bliver afbrudt af børnenes tv-helt Motor Mille, som herefter får lov til at styre slagets gang, når eventyrene kommer til live ét efter ét. I cirkusteltet er der nemlig både bøllerne fra Balladegade, fortryllende cirkusprinsesser, 10 hvide araberhingste, svævende trapezpiger, sangglade dromedarer som har øvet sig et helt år, og jongløren der kan gribe alt mellem himmel og jord. Men bare rolig! Vi har mange flere numre på spil, og sammen kommer I til at møde verdensrekorder og artister i verdensklasse, for på magisk vis bærer de alle sammen rundt på deres helt eget eventyr.
Nytænkning og cirkus-pop
Denne sæson tager Cirkus Arena hul på en helt nytænkt cirkusforestilling med nyskrevne cirkushits, som tager børn og voksne med ind i eventyrenes magiske verden.
Den nye form er blevet godt modtaget blandt publikum og anmeldere, og i Cirkus Arena glæder man sig over alle de stjerner, som er drysset ned over forestillingen.
– Den begejstring, vi oplevede for forestillingen i hovedstaden, hvor vi lagde ud, oplever vi også her i Jylland. Når publikum efter forestillingen sender os respons på deres cirkusoplevelse er der topkarakterer på stribe. Det er fantastisk at opleve, udtaler Cirkusdirektør Benny Berdino.
Flotte anmeldelser
”Du mille for en succes”, skrev Rud Koefoed fra Ajour Press og gav forestillingen topkarakter med seks stjerner. Lige i hælene med fem stjerner fuglte Henrik Lyding fra JyllandsPosten trop med ordene: ”En særdeles vellykket cirkusoplevelse (…). Motor Mille er måske den bedste cirkuskonferencier, jeg endnu har set”!
Drømte om at stikke af med cirkus
Det har altid været Mille Goris drøm at få lov til at skabe sin egen cirkusforestilling. At publikum har taget så godt imod den varmer derfor naturligvis.
– Som barn var jeg fuldstændig fascineret af cirkus’ magiske univers, og jeg var faktisk klar til at stikke af med et, da jeg var seks år gammel. Dén var mine forældre dog ikke helt med på, så min mor lærte mig, at jeg sagtens kunne have et helt cirkus i haven, hvis blot jeg brugte min fantasi. Nu er drømmen blevet til virkelighed, og jeg nyder at komme rundt i landet, fortæller Mille Gori.
Forestillingen kan ses på Fabrikvej i Viborg, lørdag den 20. og søndag den 21. maj, begge dage klokken 14.00.
Kommentarer